Højesteret har fastslået, at en motoransvarsforsikring dækkede en dødsulykke under brandslukning på en mark, selv om hændelsen lå uden for færdselslovens almindelige anvendelsesområde. Afgørelsen blev truffet på grundlag af forsikringsaftalens ordlyd og ikke EU-rettens rækkevidde, hvilket efterlader visse direktivspørgsmål uafklarede.
Sagens kerne
En brandmand omkom, da en brandbil bakkede under slukningsarbejde. Motoransvarsforsikreren udbetalte forsørgertabserstatning og rettede efterfølgende kravet mod brandvæsenets erhvervsansvarsforsikrer. Tvisten handlede om, hvilken forsikring der bar den endelige dækningspligt, når skaden skete i markterræn.
Parterne var enige om, at færdselsloven ikke fandt direkte anvendelse, fordi ulykken skete på en mark. Spørgsmålet blev derfor, om motoransvarspolicen alligevel dækkede efter sin egen ordlyd, eller om skaden skulle henføres til erhvervsansvarsdækningen med henvisning til brug af køretøjet som arbejdsredskab.
Landsrettens vurdering
Østre Landsret gennemgik EU-Domstolens praksis om motorforsikringsdirektivet, herunder Vnuk og Rodrigues de Andrade. Retten udtalte, at direktivet taler for dækning, når et køretøj anvendes som transportmiddel, men at det kan være anderledes, når den væsentligste funktion er arbejdsmæssig.
Landsretten fandt imidlertid, at en direkte pålægning af dækning efter direktivet ville stride mod færdselslovens anvendelsesområde og indebære en form for direkte virkning i en tvist mellem private. Resultatet blev, at erhvervsansvarsforsikringen måtte dække.
Højesterets resultat og betydning
For Højesteret skiftede fokus til fortolkningen af de konkrete betingelser. Højesteret lagde vægt på, at motoransvarsforsikringen ikke begrænsede dækningen geografisk til områder omfattet af færdselsloven, men til skader indtruffet i Danmark. Den omhandlede påkørsel var derfor omfattet.
Højesteret kvalificerede hændelsen som brug af brandbilen som køretøj, selv om vandkanonen var i anvendelse under arbejdet. Ansvar blev statueret efter dansk rets almindelige culparegler, og ikke efter færdselslovens særlige ansvarsregler. Dermed påhvilede den endelige udgift motoransvarsforsikreren.
Afgørelsen tydeliggør, at forsikringsdækningen i sådanne grænsetilfælde i høj grad afhænger af policens ordlyd, herunder om der er geografiske eller funktionsbaserede begrænsninger. Dommen afklarer ikke, hvad der gælder, hvis en police udtrykkeligt indskrænker dækningen til færdselslovens område, eller om færdselslovens rammer eventuelt kolliderer med motorforsikringsdirektivets krav. Disse EU-retlige spørgsmål forbliver åbne, da de ikke var nødvendige at afgøre i sagen.
