Sø- og Handelsretten har den 30. januar 2023 tilkendt keramikeren Kasper Würtz 6,4 mio. kr. i rimeligt vederlag og erstatning for ophavsretskrænkelse begået af Christian Bitz, Bitz A/S og F&H A/S. Krænkelserne var tidligere fastslået ved dom i 2020 og stadfæstet ved anke i 2021. Spørgsmålet i den afsluttende dom var udmålingen af kravene.
Erstatningsudmåling efter ophavsretsloven
Würtz krævede 40 mio. kr. opgjort efter tabt fortjeneste og de sagsøgtes uberettigede fortjeneste, jf. ophavsretslovens § 83, stk. 2. F&H havde i 2016–2021 solgt over 1,7 mio. enheder af de omstridte produkter med en omsætning på ca. 57 mio. kr. Retten fandt imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage et afsætningstab i den størrelsesorden, bl.a. på grund af forskelle i kundegrupper, afsætningskanaler, prisniveau og konkurrencebillede.
Retten anvendte i stedet § 83, stk. 1, og fastsatte et rimeligt vederlag efter licensanalogiprincippet, dvs. hvad en markedsmæssig licensaftale ville have kostet. På den baggrund blev Würtz tilkendt 4 mio. kr. i vederlag og 2,4 mio. kr. i erstatning for markedsforstyrrelse. Herudover blev sagsomkostninger på knap 1,7 mio. kr. tilkendt. Dommen kan læses her: Sø- og Handelsrettens dom.
Lær at løse andres konflikter på effektivt kursus i mediation
Læs mere her →Perspektiver for praksis
Afgørelsen illustrerer de betydelige bevismæssige udfordringer med at dokumentere afsætningstab ved ophavsretskrænkelser. Hvor et konkret tab ikke kan påvises, vil retten ofte udmåle kravene skønsmæssigt med udgangspunkt i en hypotetisk licens samt markedsforstyrrelse.
Udmålingen er samtidig blandt de højeste i sager om designrelaterede krænkelser i Danmark og kan få betydning for fremtidig praksis. Dommen sender et klart signal om, at systematisk kopiering mødes med væsentlige økonomiske konsekvenser, selv hvor tab ikke kan dokumenteres fuldt ud.