Anonymous judgments under pressure

Norges Høyesteretts ankeutvalg har i to kendelser skærpet kravene til, hvornår domstole kan pålægge fuld anonymisering af domsafgørelser med følsomme oplysninger. Indgreb i pressens ytrings- og informationsfrihed skal begrundes og proportionalitetsvurderes konkret efter EMRK art. 10, og mindre indgribende tiltag end total anonymitet skal overvejes.

Strengere krav til anonymisering og EMRK-afvejning

Udgangspunktet i norsk ret er offentlighed om domme. Domstolloven § 130 giver dog adgang til anonymisering ved særligt følsomme personoplysninger, og ordlyden anser anonymitet for absolut i ægteskabssager. Høyesteretts ankeutvalg fastslår, at anonymitetskendelser udgør indgreb efter EMRK art. 10, som kræver en konkret afvejning og saglig begrundelse.

Udvalget understreger, at hensynet til privatliv og omdømme kan veje mindre, når den berørte er afdød, og at tidligere offentlig omtale uden anonymisering samt mulighed for snævrere begrænsninger (fx forbud mod gengivelse af specifikke helbredsoplysninger) taler imod fuld anonymitet. I sagerne blev lagmannsrettens kendelser ophævet, og pressen tilkendt sagsomkostninger.

Sagsforløb og præmissernes rækkevidde

Sagerne udsprang af en omtalt arvetvist med spørgsmål om testamenter, ægtepagter og overførsler. Tingretten begrænsede gengivelsen af særligt følsomme oplysninger, mens lagmannsretten pålagde fuld anonymitet uden nærmere begrundelse. Ankeutvalget ophævede først kendelsen for manglende EMRK-afvejning og derefter igen med henvisning til, at total anonymitet var uproportional i den konkrete kontekst.

Ved hjemvisning anerkendte lagmannsretten, at der ikke var grundlag for fuld anonymitet efter § 130, bl.a. fordi oplysningerne allerede var bredt kendte, flere år var forløbet siden dødsfaldet, og de efterladte ikke ønskede begrænsninger. Dermed blev praksis rykket i retning af en mere nuanceret, faktumbaseret vurdering.

Konsekvenser for domstole og redaktioner

Kendelserne indikerer, at automatiske eller skabelonprægede anonymitetspåbud uden begrundelse ikke længere er holdbare. Domstole bør indarbejde en kort, men specificeret proportionalitetsvurdering og overveje mere målrettede restriktioner før total anonymisering, også i ægteskabssager.

For medierne betyder afgørelserne, at anonymitetskendelser efter § 130 ikke kan betragtes som absolutte, og at der er et styrket grundlag for at anfægte ubegrundede eller uproportionale indgreb. Pressens samfundsrolle med at korrigere og fuldføre sagsforløb i offentligheden tillægges væsentlig vægt.