Retspraksis om fravær ved skønsforretning
Vestre Landsret har i U.2023.1471V fastslået, at en skønsforretning kan gennemføres uden, at alle parter er til stede, uden at dette i sig selv medfører, at skønserklæringen må udgå. Udgangspunktet i retsplejen er, at skønsmanden fastsætter tid og sted og underretter parterne. Parter, der ønsker at anfægte skønsmandens fremgangsmåde, skal rette henvendelse til den udpegende ret, som kan pålægge skønsmanden at omgøre eller supplere forretningen.
Et centralt retsmiddel er retsplejeloven § 205, der giver adgang til at stille supplerende spørgsmål eller gennemføre en supplerende skønsforretning. Afgørelsen understreger, at fravær under skønsforretningen ikke automatisk udløser nyt syn og skøn, og at eksklusion af en skønserklæring forudsætter konkrete mangler ved skønsmandens habilitet eller besvarelse.
Sagens faktum og byrettens vurdering
Sagen udsprang af en tvist om et udskiftet tag. Bygherren gjorde mangler gældende, og der blev iværksat isoleret bevisoptagelse ved syn og skøn. Entreprenørens repræsentant meldte afbud til den aftalte skønsforretning, som alligevel blev gennemført uden entreprenørens tilstedeværelse. Efterfølgende blev skønserklæringen afgivet på sædvanlig vis.
Entreprenøren påstod skønserklæringen udelukket og krævede ny skønsmand under henvisning til inhabilitet samt uhensigtsmæssig formulering af spørgsmål, bl.a. med henvisning til en privat rapport. Byretten lagde vægt på, at der ikke var gjort indsigelser mod skønstemaet forud for forretningen, at skønsmanden havde besvaret fyldestgørende, og at entreprenøren havde mulighed for supplerende spørgsmål. Anmodningen om nyt syn og skøn blev ikke taget til følge.
Landsrettens begrundning og praktiske implikationer
Ved ankebehandlingen var Vestre Landsret enig med byretten. Landsretten fremhævede retsplejeloven § 205 og præciserede, at det er skønsmanden, der indkalder, og at eventuelle klager over fremgangsmåden må rettes til retten, som kan pålægge supplerende eller fornyet forretning. Fravær i sig selv udgør ikke et grundlag for at tilsidesætte en skønserklæring.
Landsretten tillagde det betydning, at indsigelsen mod forretningens gennemførelse først blev rejst over to måneder efter erklæringens afgivelse. Tidsfaktoren taler for, at indsigelser skal fremføres straks og dokumenteres. For praktikere betyder kendelsen, at deltagelse i skønsforretningen fortsat er vigtig, men at fokus ved uenighed bør være på hurtige, præcise indsigelser, brug af supplerende spørgsmål og – hvor relevant – konkretiseret habilitetsindsigelse, frem for at kræve nyt syn og skøn som udgangspunkt.
