EU-Retten har stadfæstet, at et patentforlig mellem lægemiddelproducenter kan udgøre en formålsovertrædelse af TEUF artikel 101, når aftalen reelt køber konkurrence fra markedet. I sagen mellem Cephalon og Teva omfattede forliget både et indtrædelsesforbud og en no‑challenge‑klausul kombineret med værdioverførsler, hvilket af Kommissionen og Retten blev vurderet som en konkurrencebegrænsning ved formål.
Afgørelsen
Retten lagde vægt på, at eksistensen af patenter ikke i sig selv legitimerer aftalevilkår, der hindrer generikas markedsadgang eller afskærer fremtidige anfægtelser af patentets gyldighed. Hvor værdioverførslen til den potentielle konkurrent primært forklares ved ønsket om at undgå pris- og innovationskonkurrence på meritterne, kan aftalen kvalificeres som en by‑object overtrædelse uden krav om effektanalyse.
Kommissionen identificerede flere elementer, der samlet pegede på en ulovlig begrænsning af konkurrencen. De centrale træk var følgende:
- En forpligtelse for generikaproducenten til ikke at indtræde eller konkurrere på modafinil-markedet.
- En no‑challenge‑klausul, der afskar fremtidige anfægtelser af patentet.
- Kommercielle transaktioner, herunder IP‑overdragelser og royaltyordninger, som reelt fungerede som betaling for ikke‑konkurrence.
Praktiske implikationer
Afgørelsen bekræfter en fast praksis om pay‑for‑delay: Producenter må ikke betale generikavirksomheder for at udskyde markedsadgang. Forlig i IP‑tvister skal derfor designes snævert efter tvistens genstand og dokumentere saglige modværdier, der rækker ud over fravalg af konkurrence.
Den EU-retlige linje afspejles i tidligere danske erfaringer, bl.a. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens arbejde og Kommissionens sector inquiry i farmasektoren. Udviklingen – herunder sagerne om Lundbeck – viser, at no‑challenge‑klausuler, eksklusivitetsvilkår og betydelige betalinger udgør væsentlige antitrustrisici i patentforlig. Læs dommen hos EU-Domstolen her: curia.europa.eu.
