Afhjælpningspligtens grænser
En dom fra Retten i Glostrup afklarer, hvor langt entreprenørens afhjælpningspligt rækker ved mangler i en gulventreprise. Udgangspunktet er, at entreprenøren har både ret og pligt til at udbedre mangler, men der gælder en grænse, når udbedring forudsætter selvstændige arbejder, som ikke var en del af det tilbudte arbejdsomfang, eksempelvis nivellering af et uegnet undergulv før lægning af parket.
Efter almindelige entrepriseretlige principper omfatter afhjælpning den mangelfulde del og nødvendige destruktive indgreb med efterfølgende rekonstruktion. Pligten omfatter derimod ikke selvstændige forudsætningsarbejder, der falder uden for aftalen. Tilsvarende udmåles afhjælpningsgodtgørelsen til de samlede udgifter ved udbedring af selve manglen, men ikke til at bringe forudsætningerne for arbejdet i orden.
Sagens faktum og parternes anbringender
Sagen angik en privat bygherre, hvor det efter lægning af et parketgulv blev konstateret, at underlaget var uegnet, fordi undergulvet ikke var nivelleret. Parterne var enige om, at entreprenøren begik en faglig fejl ved at lægge gulvet på et uegnet underlag og bar ansvaret for meromkostninger forbundet med afhjælpningen. Striden vedrørte, om entreprenøren også skulle betale for selve nivelleringen, som ikke var indeholdt i prisoverslaget og aftalen.
Bygherren gjorde gældende, at god håndværksmæssig skik og planhedstolerancer tilsagde, at opretning skulle udføres som led i entreprisen. Entreprenøren anførte, at den direkte udgift til nivellering påhvilede bygherren, da ydelsen ikke var tilbudt, at han havde tilbudt behørig afhjælpning og at dække følgeomkostninger, og at fri nivellering ville indebære uberettiget berigelse.
Rettens begrundelse og praktiske implikationer
Retten lagde til grund, at hverken prisoverslaget eller parternes aftale omfattede nivellering, heller ikke som ekstraarbejde uden betaling. Bygherren kunne derfor ikke kræve, at entreprenøren leverede eller finansierede nivelleringen. Samtidig fremhævede retten, at bygherren må have mulighed for at genoverveje projektet, hvis behovet for nivellering konstateres før gulvlægningen.
Dommen afgrænser afhjælpningspligten: Entreprenøren skal bære meromkostninger ved at rette sin egen fejl, herunder nedtagning og relægning af gulvet, men ikke finansiere underliggende forudsætningsarbejder, der ikke var del af det oprindelige arbejdsomfang. Den direkte udgift til nivellering påhviler derfor bygherren.
Praktisk bør parterne tidligt beskrive forudsætninger, tolerancer og ansvar for forberedende arbejder i tilbud og aftale, fx under AB 18 eller AB Forbruger. Afviser bygherren entreprenørens afhjælpning, fordi entreprenøren kræver betaling for legitime ekstraarbejder, risikerer bygherren at afskære afhjælpningsretten og alene få krav på entreprenørens besparelse, som typisk er lavere end de faktiske udbedringsomkostninger. Dommen understreger dermed betydningen af klart aftalegrundlag og rettidig teknisk afklaring.
