Konflikthåndtering i entreprisesager - ny vejledning skal forebygge tvister om ekstraarbejde

Konflikthåndtering i entreprisesager - ny vejledning skal forebygge tvister om ekstraarbejde

Ny vejledning fra Banedanmark og Dansk Infrastruktur standardiserer dokumentation, varsling og afregning af ekstraarbejder efter AB18. Den indfører go ring mail princip, en særskilt eskalationsmodel og præciserer, at skriftlighed er en bevisregel – ikke et gyldighedskrav.

Banedanmark og Dansk Infrastruktur har udarbejdet en fælles vejledning, der ensretter dokumentation og håndtering af krav på ekstrabetaling i entrepriseforhold efter AB18. Formålet er hurtig og fælles afklaring af krav, reducere konflikter og styrke gennemsigtigheden i processerne.

Dokumentation og kommunikation

Vejledningen spejler AB18-processer og supplerer parternes aftalegrundlag med bl.a. orientering og varsling, økonomiske prokuragrænser samt ét arbejdsnotat pr. ændring med henvisning til tekniske forespørgsler og tilsynsnotater.

For at skabe fælles forventningsafstemning fokuserer vejledningen på følgende centrale afklaringer:

  1. Om ydelsen er kontraktarbejde eller ekstraarbejde.
  2. Om ydelsen er eller var nødvendig.
  3. Om grundlaget for ekstrabetaling er dokumenteret.
  4. Om arbejdet er varslet og godkendt.
  5. Om ekstraarbejdet medfører forsinkelse.
  6. Hvordan kravet skal afregnes.

Kommunikationen forankres i et go ring mail princip: fysisk dialog, derefter telefon og til sidst e-mail. Hertil kommer en eskalationsmodel, som kan anvendes parallelt med AB18’s løsningstrappe.

Skriftlighed og retlig betydning

Mange entrepriseaftaler kræver forudgående skriftlig aftale for ekstraarbejder. Fast voldgiftspraksis anser dette som en bevisregel – ikke en gyldighedsbetingelse. Vejledningens processer bør tilsvarende ses som strukturerede bevisregler, der understøtter samtidighed i dokumentationen.

Guiden skal ikke afskære berettigede krav, men sikre hurtig, fælles håndtering og færre tvister. Andre aktører kan med fordel tilpasse elementer til deres aftalegrundlag. Vejledningen kan læses her. Se også Banedanmarks pressemeddelelse her.

Gratis adgang til alle juridiske nyheder, artikler og opdateringer.
Opret dig gratis i dag, vælg dine fagområder, og få adgang til et skræddersyet nyhedsoverblik, der gør dig klogere – og holder dig foran.