Udbud: videreførelse og klagefrist
Klagenævnet for Udbud har i sag nr. 25/06657 afvist en klage som for sent indgivet, efter at et kommunalt renovationsselskab besluttede at videreføre annullerede kontrakter om affaldsindsamling i medfør af udbudsloven § 185, stk. 2. Ordregiver offentliggjorde en klar og forståelig ændringsmeddelelse på udbudsportalen, samt bekendtgjorde beslutningen i Den Europæiske Unions Tidende og på egen hjemmeside. Klagen, der vedrørte videreførelsen, blev indgivet mere end 20 kalenderdage efter meddelelsen og var derfor for sen efter lov om Klagenævnet for Udbud § 7, stk. 2, nr. 4.
Afgørelsen understreger, at tydelig offentliggørelse samme sted som udbudsmaterialet udløser den absolutte 20-dages frist, og at udløbet af fristen ikke suspenderes af øvrige forhold. Ordregivere bør sikre ensartet og sporbar offentliggørelse, mens forbigåede tilbudsgivere må reagere straks, når beslutningen om videreførelse meddeles. Kravet om offentliggørelse senest 7 dage efter endelig afgørelse ændrer ikke på klagefristens begyndelsestidspunkt fra dagen efter meddelelsen.
Lejeret: frister, begrundelser og adkomst
Østre Landsret fastslog, at udlejer ikke havde vejledningspligt om, at indsigelse mod opsigelse efter almenlejeloven skulle ske pr. fysisk post. En indsigelse pr. e-mail indsendt inden 6-ugers fristen var derfor ikke rettidig. Landsretten præciserede dog, at indsigelser om, hvorvidt opsigelsesgrunden er oplyst, ikke fortabes ved fristoverskridelse. Efter en konkret vurdering var udlejers begrundelse tilstrækkelig, bl.a. med henvisning til lejeloven § 90, stk. 1, nr. 4 og 6, subsidiært § 85, stk. 1, nr. 7.
Vestre Landsret tilsidesatte en ophævelse, fordi påkravsskrivelsen ikke med fornøden klarhed angav, hvilke pligtige pengeydelser der skulle betales for at undgå ophævelse, jf. lejeloven § 182. Endvidere blev en udsættelsesafgørelse hjemvist, fordi fogedretten ikke havde taget stilling til udlejers tinglyste adkomst, der er en betingelse for kontorbehandling, når lejer udebliver, jf. retsplejeloven § 495, stk. 1, 2. pkt.
Ejendomsbegrebet og bindingspligt
Efter matrikulær sammenlægning af to småhusejendomme med tre storejendomme fandt Østre Landsret, at den samlede faste ejendom fortsat kan være omfattet af forskellige kategorier efter lejeloven. Ejendomskategorien fastlægges på skæringsdatoen 1. januar 1995 og kan ikke ændres ved senere matrikulære dispositioner.
Da de to ejendomme havde status som småejendomme pr. 1. januar 1995, skulle de ikke registreres som bindingspligtige hos Grundejernes Investeringsfond. Afgørelsen hviler på forarbejderne til lov om leje og højesteretspraksis, der fastholder skæringsdatoens betydning for kategoriseringen.
Entreprise og kommunalretlige udtalelser
Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg fastslog, at en fagentreprenør ikke kunne undslå sig en bindende entrepriseaftale under AB Forenklet med henvisning til bemandingsproblemer. Bygherren var berettiget til at hæve kontrakten og gøre krav gældende efter et hæveopgør, da entreprenøren afviste at anvende underentreprenør og ikke leverede som aftalt.
Ankestyrelsen udtalte, at en kommune handlede i strid med folkeoplysningsloven § 22, stk. 4, ved at anvende lokalegebyrer til finansiering af køb af haltimer i selvejende haller. Gebyrerne skal indgå i en lukket pulje til supplerende lokaletilskud med det snævre formål at udligne udgifter ved private lokaler, ikke til at finansiere yderligere kommunale ydelser.
I en anden sag fandt Ankestyrelsen, at en kommune som medstifter og væsentlig gavegiver til en fond havde tilsidesat kommunalfuldmagten ved ikke at sikre, at fonden og dens selskaber alene varetog lovlige kommunale opgaver. Fondens erhvervsmæssige aktiviteter lå uden for kommunens kompetence og krævede derfor særskilt hjemmel.
Af regelnyt bemærkes lovbekendtgørelser om friplejeboliger og om fremme af energibesparelser i bygninger samt en bekendtgørelse om opreguleringsprocenten for personlig indkomst til brug for beregning af individuel boligstøtte for 2026 med ikrafttræden ved årsskiftet.
