Højesteret ændrede en kendelse om fortsat varetægtsfængsling af T1 efter retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3. Retten fandt, at der på tidspunktet for landsrettens afgørelse ikke var et tilstrækkeligt konkret grundlag for at antage, at T1 ved løsladelse kunne vanskeliggøre forfølgningen.
Retsgrundlag og bevisbilledet
Kollusionsarrest forudsætter en konkretiseret risiko for bevispåvirkning eller bevisforringelse. Alene sagens alvor kan ikke bære frihedsberøvelse uden sådan risiko. På kendelsestidspunktet var efterforskningen ifølge anklagemyndigheden afsluttet.
T1 havde forklaret sig i åbent retsmøde og i det væsentlige erkendt forholdene, som i hovedtræk blev bekræftet af medmistænkte. Politiet havde afhørt forurettede flere gange, dokumenteret skader ved personundersøgelse og sikret dna-spor. Beviserne var således i vidt omfang fastlåst.
Begrundelse og resultat
Under disse omstændigheder vurderede Højesteret, at en fortsat varetægtsfængsling ikke var nødvendig eller proportional efter § 762, stk. 1, nr. 3. Den konkrete kollusionsrisiko var ikke til stede, og T1 burde derfor have været løsladt ved landsrettens kendelse.
Kendelsen illustrerer kravene til konkret begrundet kollusionsrisiko ved frihedsberøvelse i straffesager og betydningen af et færdigefterforsket bevisbillede. Læs afgørelsen hos Højesteret: Sag 25/2025.
