Om en kaution kan håndhæves af et pengeinstitut afhænger af, om den er privatkaution eller erhvervskaution. Klassifikationen afgør oplysningskrav og bevisbyrde. Ved privatkaution skærpes bankens pligter, og tilsidesættelse kan medføre, at kravet bortfalder. Korrekt afgrænsning og dokumentation er derfor centrale.
Retsgrundlag og informationskrav
Lov om finansiel virksomhed §§ 47–48 definerer sondringen. Ved privatkaution skal banken sikre, at kautionisten forstår aftalens indhold og konsekvenser, og at beslutningen træffes på et forsvarligt grundlag.
Kravene omfatter udlevering af væsentlige økonomiske oplysninger om debitor og klar rådgivning om risici. Banken bør samtidig kunne bevise informationen, fx via skriftlige erklæringer. Manglende efterlevelse kan gøre kautionen uanvendelig.
Afgrænsning i praksis
Er man eneejer og direktør i et ApS, anses kautionen normalt for erhvervskaution. Ejer man direkte eller indirekte over halvdelen af kapitalandelene, taler det samme vej.
Under 50 % beror vurderingen på en helhedsvurdering, herunder om man arbejder på ledelsesniveau. I virksomheder, hvor flere ejere hver ejer under 50 % og arbejder i selskabet, vil kaution oftest være erhvervsmæssig.
Konsekvenser og anbefalinger
En forkert rubricering kan koste pengeinstituttet muligheden for at gøre kautionen gældende. Domstolene lægger vægt på, om banken har opfyldt sine informations- og dokumentationspligter.
Banker bør derfor standardisere rådgivning og journalisering, mens kautionister bør kræve fuld indsigt i debitors økonomi og risici før underskrift.
