Data Act ændrer opsigelse og skifte i cloud
EU’s Data Act lægger et markant pres på traditionelle cloud-kontrakter. Kernen er et loft over opsigelsesvarsler på højst to måneder samt et forbud mod at opkræve skiftegebyrer, når kunder vil flytte til anden udbyder eller hjemtage løsningen. Modellen med lange bindinger og forudbetalinger må derfor gentænkes, særligt for standardiserede tjenester som SaaS, PaaS og IaaS.
Reglerne får virkning fra 12. september 2025 og indfases frem til 2027, men begrænsningerne vedrørende betaling i forbindelse med skiftet er blandt de første til at gælde. Udbydere bør allerede nu vurdere, om deres ydelser er omfattet, da definitionen af databehandlingstjenester er bred og undtagelserne snævre.
Hvad må der betales for ved et skifte?
Data Act sigter mod at fjerne barrierer for leverandørskifte. Betaling for selve skiftet, herunder eksport af data, må ikke opkræves. Til gengæld er der ikke et generelt forbud mod sanktioner ved førtidig opsigelse eller opkrævning af standardtjenestegebyrer, forudsat at disse ikke reelt fungerer som et skiftegebyr.
Gråzonen opstår, hvor aftalte betalinger efter opsigelse nærmer sig en omgåelse af formålet. Meget vidtgående krav, eksempelvis fastholdelse af mange års licensvederlag efter to måneders opsigelse, vil næppe kunne opretholdes, hvis de virker som en de facto barriere. Proportionalitet, gennemsigtighed og sammenhæng til den løbende tjenesteydelsernes værdi bliver centrale vurderingstemaer.
Kontrakter og platforme skal tilpasses
Udbydere bør kortlægge deres portefølje, vurdere omfanget af Data Act og opdatere kundevilkår. Aftaler skal omtale dataadgang, eksport, frister, undtagelser og roller, og opsigelsesregimet skal bringes i overensstemmelse med to-månedersloftet. Hvor forudbetalinger anvendes, bør prisstruktur og vilkår om ikke-refusion beskrives klart og uden kobling til selve skiftet.
Teknisk bør der etableres effektive eksportfunktioner, interoperable formater og dokumenterede exitprocesser. Tilsvarende skal omkostninger kommunikeres tydeligt, og interne processer for håndtering af skift standardiseres. En samlet governance-indsats med juridisk, kommerciel og teknisk forankring er nødvendig for rettidig efterlevelse.
Konklusionen er, at Data Act ikke forbyder forudbetaling eller almindelige vederlag, men den forhindrer, at prissætning og praksis skaber hindringer for mobilitet. Virksomheder, der handler nu, kan både reducere compliance-risikoen og styrke deres konkurrenceevne i et marked, hvor nemt og hurtigt leverandørskifte bliver en forventet standard.
