Fortsat varetægtsfængsling efter hjemrejseloven
Højesteret fandt, at betingelserne i hjemrejseloven § 14, stk. 2, for at opretholde varetægtsfængsling var opfyldt, da landsretten traf afgørelse om fortsættelse. Den pågældende var ved endelig dom udvist med indrejseforbud efter brug af falsk pas og havde samtidig ansøgt om asyl.
Formålet med frihedsberøvelsen var at sikre udsendelse. Retten lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger, som gjorde det overvejende sandsynligt, at asyl ville blive meddelt, og at myndighederne havde fremmet asylsagen med fornøden omhu, bl.a. ved at afklare dokumenters ægthed. Der var desuden en reel udsigt til udsendelse til hjemlandet, såfremt asyl ikke blev givet.
Da personen ikke var konventionsflygtning, fandt beskyttelsen mod strafforfølgning for ulovlig indrejse i Flygtningekonventionens art. 31 ikke anvendelse, i overensstemmelse med Højesterets praksis.
Højesteret lagde navnlig vægt på følgende forhold:
- endelig udvisningsdom og indrejseforbud
- manglende overvejende sandsynlighed for asyl
- myndighedernes behørige sagsfremme
- reel udsigt til udsendelse til hjemlandet
Kendelsen stadfæster landsrettens resultat. Hele kendelsen kan læses hos domstolene: Kendelse i sag 53/2023.
