Baggrund
Bliv juridisk chefkonsulent i Koda og vær med til at skabe et stærkere musikliv
Vil du sidde i centrum af den digitale og mediemæssige udvikling? Bliver du motiveret og kan genkende dig selv i at arbejde kommercielt og med udgangspunkt i forhandlinger? I Koda kommer du helt tæt på medieverdenens centrale aktører. Du får ansvaret for at forhandle aftaler med de største nationale og internationale medievirksomheder om betaling for brug af den musik, som bliver skabt af komponister og sangskrivere.

”Du bliver en del af Kodas afdeling Broadcast & Online, hvor vi konstant følger den digitale medieverden med henblik på at forhandle de bedst mulige musikaftaler – og vi er blandt de bedste selskaber i verden til at licensere musikrettigheder. Vi kan se resultaterne af vores arbejde direkte på Kodas bundlinje, der i dag er mere end 1,2 mia. kr. I afdelingen prioriterer vi videndeling, sparring og et godt fællesskab i hverdagen.” fortæller Peter, juridisk chefkonsulent.

Din dagligdag som juridisk chefkonsulent
I Koda skaber du værdi ved at sikre, at komponister, sangskrivere og musikforlag får betaling, når deres musik bliver brugt. Det gør vi sammen i flotte lokaler i Nordhavn, hvor vi hver måned synger personalemødet ind. Som en del af Broadcast & Online bliver din kerneopgave at forhandle større licensaftaler om brug af musik indenfor streaming af musik, serier, film, podcast samt tv og radio. Mere konkret kommer din hverdag til at gå med at:

  • varetage, herunder planlægge og gennemføre, forhandlingsforløb med Kodas større nationale og internationale kunder.
  • udarbejde økonomiske analyser af aftaler og prismodeller samt udvikle nye prismodeller til brug af musik.
  • udarbejde aftaler, kontrakter og bidrage med din faglighed i sager for domstole og Ophavsretslicensnævnet.
  • bidrage til strategisk arbejde, fx fastlægge langsigtede kommercielle målsætninger og deltage i udvælgelsen af potentielle vækstområder.
  • sparring med kollegaer på tværs af afdelingen og organisationen.

Som juridisk chefkonsulent bliver du en del af et fagligt dygtigt team bestående af fem engagerede og professionelle kollegaer foruden din nærmeste leder, Kodas medie- og strategidirektør, der alle har en juridisk eller kommerciel baggrund. Der er mulighed for løbende relevant efteruddannelse, og du vil opbygge et bredt netværk i rettighedsbranchen, bl.a. via medlemskab i Foreningen for Medie og Entertainmentret, Dansk selskab for Ophavsret og via løbende samarbejde med andre rettighedsorganisationer.

Vi tror på fleksibilitet og frihed under ansvar – så længe du løser dine opgaver, kan du arbejde hjemme, hente børn eller gå til Saxofon hver onsdag kl. 15.00.

Du er mere end bare en erfaren forhandler
Musikken rejser hurtigere end nogensinde og når et stadigt større publikum. Det kræver, at vi stiller det bedst mulige team. Derfor prioriterer vi lige dele faglighed, personlighed og interesse. Vi har ikke en fast tjekliste, men vi forestiller os, at du er en person, der udover at have solid erfaring i at forhandle aftaler og lyst til at være en del af Kodas juridiske vidensfællesskab:

  • er vant til at kommunikere klart og præcist på både dansk og engelsk.
  • går professionelt til værks og er grundig og vedholdende – også selvom det til tider kan være krævende forhandlinger.
  • arbejder struktureret og løsningsorienteret med fokus på medlemmernes rettigheder.
  • har en baggrund som advokat eller jurist og erfaring fra advokatkontor/en lignende stilling.

Du har ikke nødvendigvis erfaring fra mediebranchen eller med økonomiske analyser, men du har interesse for den digitale udvikling og for et job, der er mere forretning end jura. Du er samtidig motiveret for at sætte dig ind i forretningsforhold inden for online, radio og tv.

Koda for et stærkere musikliv – og arbejdsliv
Vi arbejder målrettet for at gøre musikbranchen mere bæredygtig. Det samme gælder for vores ansatte. Vi er en moderne arbejdsplads med fokus på at skabe et bæredygtigt arbejdsliv med plads til familieliv, lægebesøg og hjemmearbejdsdage. Attraktive pensions-, sundheds- og barselsordninger er en selvfølge i Koda. Vi har dokumenteret høj medarbejdertilfredshed samt lav personaleudskiftning. Vi mødes løbende til sociale arrangementer og har foreninger for både kunst- og sportsentusiaster.

Lyder det som noget for dig?
Hvis du kan se dig selv i stillingen, så send os en ansøgning med dit bud på, hvordan du ser dig selv i Koda. Vi opfordrer alle til at søge, som kan se sig selv i stillingen – uanset køn, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Og det mener vi – derfor har vi fjernet markører som billede og adresse i vores rekrutteringssystem, og opfordrer også til at du undlader at oplyse dette i dine medsendte dokumenter.

Har du spørgsmål til stillingen eller Koda som arbejdsplads, så ræk endelig ud til teamleder for Broadcast & Online Jakob Transe Kjær på [email protected] eller HR-konsulent Liv Juel-Nielsen på [email protected].

Ansøgningsfristen er d. 19. oktober 2025.

Relaterede artikler

Gratis adgang til alle juridiske nyheder, artikler og opdateringer.
Opret dig gratis i dag, vælg dine fagområder, og få adgang til et skræddersyet nyhedsoverblik, der gør dig klogere – og holder dig foran.