Forbrugerombudsmanden fastholder et intensivt fokus på grønvaskning og præciserer, at brede bæredygtighedspåstande uden solid dokumentation anses som vildledende markedsføring. Virksomheder kan lovligt kommunikere konkrete, præcise og verificerbare miljøfordele. Samtidig varsles en skærpet håndhævelse med øget risiko for politianmeldelser ved overtrædelser.
Skærpede krav til dokumentation
I en række sager har virksomheder markedsført produkter som ”bæredygtige” med henvisning til fx organisk indhold, genanvendte materialer eller certificeringer. Forbrugerombudsmanden vurderede, at sådanne forhold ikke i sig selv dokumenterer, at produktet samlet set er uden væsentlig negativ miljøpåvirkning. Se bl.a. Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse om bæredygtighedspåstande.
Praksis ligger i forlængelse af myndighedens Vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande samt den tilhørende Kvikguide til miljømarkedsføring, som understreger, at generelle udsagn om ”bæredygtighed” sjældent kan anvendes uden at vildlede forbrugeren. Derimod kan virksomheder fremhæve afgrænsede og dokumenterede miljøforbedringer. Se vejledningen og kvikguiden hos Forbrugerombudsmanden.
Håndhævelse og næste skridt
I nyere sager om diesel med biobrændstof og markedsføring af mild-hybrid og hybridbiler fandt Forbrugerombudsmanden, at formuleringer overdrevte produkternes miljøfordele. Myndigheden fremhævede, at tilsvarende produkter kunne markedsføres lovligt ved brug af konkrete, efterprøvelige udsagn om reduceret miljøpåvirkning. Se de aktuelle pressemeddelelser hos Forbrugerombudsmanden.
Hidtil er sagerne i vidt omfang afsluttet med indskærpelser, bl.a. fordi nogle kampagner lå tilbage i tid, hvor området var præget af mere usikkerhed. Fremadrettet kan virksomheder dog forvente flere politianmeldelser ved vildledende miljø- og bæredygtighedspåstande. En opdateret vejledning om miljø- og bæredygtighedspåstande forventes sendt i høring, hvilket kan give yderligere klarhed. Virksomheder bør derfor styrke deres compliance, dokumentationspraksis og intern godkendelse af miljøpåstande.