Entreprenører har efter AB 18 og ABT 18 ret til betaling for forcering i to hovedsituationer: når forceringen udføres efter aftale med bygherren, eller når bygherren uberettiget fastholder, at entreprenøren er i ansvarspådragende forsinkelse og presser mod dagbod. Der består derimod ingen generel pligt til at tilføre ekstra ressourcer; entreprenøren skal alene begrænse forsinkelsen med rimelige dispositioner inden for de eksisterende ressourcer.
Retligt udgangspunkt
Forcering er tilførsel af ekstra mandskab, materiel eller arbejdstider for at fremrykke færdiggørelsen. AB 18 § 39 og ABT 18 § 37 slår fast, at betaling kan kræves ved aftalt forcering eller ved uberettiget standpunkt fra bygherren om ansvar og dagbod. En bygherre kan som udgangspunkt ikke ensidigt pålægge forcering, medmindre kontrakten indeholder et klart vilkår herom.
Hvis entreprenøren er forsinket uden ret til fristforlængelse, kan han vælge at forcere for egen regning for at reducere et muligt dagbodskrav. Er forsinkelsen derimod helt eller delvist berettiget, risikerer bygherren at skulle betale for forcering iværksat for at imødegå et uberettiget dagbodspres.
Voldgiftspraksis og standpunktrisiko
Nyere voldgiftspraksis bekræfter, at entreprenører kan tilkendes skønsmæssig kompensation for forcering, selv hvor det præcise omfang ikke kan dokumenteres fuldt ud, når bygherren uberettiget har afvist fristforlængelse og varslet dagbod. Praksis viderefører den linje, der også kendes fra tidligere kendelser under AB 92 og ABT 93.
Bygherrer løber dermed en standpunktrisiko, hvis krav om fristforlængelse konsekvent afvises, mens dagbod fastholdes. En sådan adfærd kan presse entreprenøren til at øge bemanding eller arbejdstid, hvilket efter omstændighederne udløser krav på betaling.
Praktiske anbefalinger
Bygherrer med høj tidskritikalitet bør overveje kontraktklausuler, der giver adgang til at kræve forcering og fastlægger betaling: uden vederlag, hvis der ikke foreligger ret til fristforlængelse, og mod dækning af dokumenterede meromkostninger, hvis der gør. Det bør også reguleres, hvordan forceringsforslag og budget godkendes.
Ved forsinkelse bør bygherren sagligt afklare grundlaget for fristforlængelse og søge dialog om en aftalt, målrettet forcering mod rimelig betaling, hvor vederlaget afhænger af den dokumenterede reduktion af forsinkelsen. Entreprenører, der mødes med uberettiget dagbodspres, bør skriftligt varsle forcering efter AB 18 § 41 og løbende dokumentere tiltag og meromkostninger. Solid dokumentation styrker kravet, men manglende fuld præcision kan ikke afskære et skønsmæssigt vederlag, når betingelserne i standardvilkårene er opfyldt.
