Højesteret stadfæstede Taksationskommissionens samlede skøn over erstatning ved varige driftsrestriktioner på et større skovareal udpeget som Natura 2000. Retten fandt ikke grundlag for at forhøje erstatningen eller tilsidesætte kommissionens metode.
Erstatningsfastsættelse og tabsbegrænsning
Kommissionen havde opgjort tabet som et fald i ejendommens handelsværdi, hvor både forringet brugsværdi, konsekvenser for jagtindtægter og herlighedsværdi indgik. Højesteret tiltrådte, at denne helhedsvurdering lå inden for rammerne af skønnet.
Et centralt spørgsmål var tabsbegrænsning. Højesteret lagde vægt på skønserklæringer, der underbyggede, at skovejeren i væsentligt omfang kunne omprioritere aktiviteter til andre arealer. Dermed kunne der ikke tilkendes erstatning svarende til den opgjorte brugsværdi for de berørte arealer.
Midlertidige restriktioner og resultat
For de midlertidige restriktioner fastslog Højesteret, at yderligere erstatning ikke var godtgjort ud over et beløb, som ministeriet havde anerkendt for retten. Landsrettens resultat blev dermed i det væsentlige stadfæstet.
Dommen understreger, at bevis for konkrete indtægtstab og herlighedspåvirkning påhviler ejeren, og at domstolene kun griber ind i taksationsmyndighedernes skøn, hvis der foreligger klart grundlag. I sager om Natura 2000-restriktioner vil muligheder for omprioritering og markedstal for alternative arealer få væsentlig vægt.
Læs hele dommen i sag 211/2018 på domstol.dk. Se også landsrettens afgørelse i Domsdatabasen på domsdatabasen.dk.
