Sø- og Handelsretten har nedlagt forbud mod Bianco Footwears Biavictoria Sandal for nærgående efterligning af Gannis Buckle Ballerina efter markedsføringsloven § 3. Retten afviste samtidig, at Gannis sko er ophavsretligt beskyttet som værk efter ophavsretslovens § 2. Tre øvrige Bianco-modeller blev ikke ramt af forbuddet.
Ophavsret: stram originalitetsvurdering
Retten fandt, at Buckle Ballerina består af kendte designelementer, og at de valg, der er truffet i designprocessen, er sædvanlige i modebranchen. En særegen visuel effekt er ikke tilstrækkelig; beskyttelse kræver, at udtrykket afspejler ophavsmandens frie og kreative valg i en grad, der løfter designet op som et originalt værk. Vurderingen ligger på linje med Højesterets praksis om brugskunst, hvor kravene til originalitet er skærpede for produktdesign.
Afgørelsen føjer sig til to tidligere sager om samme sko, hvor retten i én sag anerkendte ophavsret, men i en anden og nu igen afviste værksbeskyttelse. Forskellene understreger, at originalitet er en konkret helhedsvurdering, og at tidligere afgørelser mellem andre parter ikke skaber retskraft for nye sager.
Markedsføringsret: forbud mod nærgående efterligning
Selv uden ophavsret giver markedsføringsloven § 3 et efterligningsværn, når et produkt har opnået særpræg, kommerciel adskillelsesevne og en markedsposition, som gør, at andre må holde afstand. Retten lagde vægt på Buckle Ballerinas gennemslagskraft i markedet samt det samlede helhedsindtryk i sammenligningen med Biavictoria Sandal.
Biancos model bar centrale kendetegn fra Gannis sko – blandt andet det samlede udtryk med spidse snuder, slingback-stropper og brede remme med spænder – på en måde, der tydede på kendskab til og aflæggelse efter forbilledet. Dette begrundede et forbud mod produktion, markedsføring og salg af Biavictoria Sandal, mens tre andre modeller ikke blev anset for tilstrækkeligt nærgående.
Praktisk viser kendelsen, at ophavsretlig beskyttelse af modedesign er vanskelig, men at markedsføringsretten kan give effektivt værn mod imitation, hvis der kan dokumenteres særpræg og markedsposition. For rettighedshavere understreger afgørelsen behovet for systematisk dokumentation af eksponering, afsætning og kendskab i målgruppen, og for omhyggelig bevisførelse ved forbudssager, hvor udfaldet beror på dommernes konkrete skøn.
