Klagenævnet for Udbud har forelagt EU-Domstolen spørgsmål om, hvor langt ordregivere kan gå, når bæredygtighed vægtes som tildelingskriterium. Samtidig afgrænser Højesteret lejers installationsret ved el-ladebokse, og Ankestyrelsen skærper kravene til kommunale garantiprovisioner. En AB 18-kendelse understreger endvidere entreprenørers risiko ved manglende udbedring og udokumenterede ekstraarbejder.
Offentlige indkøb og aktindsigt
I en udbudssag, hvor ordregiver tildelte point for produktion hos certificerede virksomheder og for Science Based Targets-godkendte klimamål, har Klagenævnet for Udbud forelagt præjudicielle spørgsmål om forståelsen af udbudsdirektivets artikel 67 og 70. Kernen er, om virksomhedsrelaterede bæredygtighedsforhold er tilstrækkeligt forbundet med kontraktens genstand på tværs af livscyklussen, når de anvendes som tildelingskriterier, samt hvor grænsen går mellem tildelingskriterier og kontraktvilkår.
Klagenævnet har samtidig stadfæstet et afslag på aktindsigt i en udbudssag med henvisning til udbudsloven § 5 a. Bestemmelsen begrænser retten til aktindsigt i tilbud og tilbudsoplysninger til klageberettigede i den konkrete sag samt massemedier. Begrænsningen omfatter også oplysninger, der gengives i andre dokumenter, såsom evalueringsnotater og underretningsbreve. Princippet om meroffentlighed udvider ikke anvendelsesområdet for § 5 a.
En anden kendelse om affaldssortering præciserer, at vejledende bilag som flowdiagrammer ikke i sig selv ændrer mindstekrav eller tildelingskriterier. Klager fik ikke medhold i, at evalueringen stred mod ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet.
Lejeretlige afgørelser
Højesteret har fastslået, at almenlejelovens § 35 om installationsret alene angår indvendige installationer. Lejere i en almen boligorganisation var derfor ikke berettiget til uden samtykke at opsætte en udvendig el-ladeboks på endegavlen. Kravet om fjernelse og reetablering blev opretholdt.
I en fogedsag om udsættelse blev en anmodning om udsættelse af mødet på baggrund af en lægeerklæring ikke taget til følge. Landsretten lagde vægt på, at erklæringen ikke var udarbejdet af speciallæge i psykiatri, og at den kortfattede beskrivelse ikke dokumenterede lovligt forfald. Udsættelsen af lejemålet blev derfor gennemført.
På erhvervslejeområdet fandt boligretten – og senere landsretten – at en lejeaftale var indgået, og at udlejeren væsentligt havde misligholdt ved manglende udførelse af forudsete arbejder på ejendommen. Lejer var berettiget til at ophæve samt kræve tilbagebetaling af depositum og erstatning, herunder for egne arbejder udført som led i ombygningen. I en særskilt sag om aftale om forlænget fraflytning efter ophævelse blev en skriftlig aftale anset for gyldig; lejer havde ikke sandsynliggjort ugyldighed efter aftalelovens §§ 31, 33 eller 36.
Entreprise og AB 18
En AB 18-voldgiftskendelse vedrørende totalrenovering og tilbygning illustrerer flere klassiske risici. Entreprenøren havde anerkendt væsentlige mangler, men udbedringen udeblev eller var utilstrækkelig. Voldgiftsretten fandt, at entreprenøren havde fortabt afhjælpningsretten, og bygherren fik medhold i krav om forholdsmæssigt afslag.
Bygherrens krav på dagbod for forsinkelse blev derimod ikke taget til følge, da varslingen ikke var tilstrækkelig konkret og utvetydig. Entreprenørens krav på betaling for ekstraarbejder blev overvejende afvist som udokumenteret og uhjemlet. Kendelsen illustrerer vigtigheden af rettidig og præcis dagbodsvarsling, løbende dokumentation for ekstraarbejder samt konsekvensen af at undlade effektiv udbedring.
Kommunalret og forsyning
Ankestyrelsen har udtalt, at kommuner skal opkræve garantiprovision på markedsvilkår ved garantistillelse over for forsyningsselskaber efter varmeforsyningsloven §§ 2 d–2 e og vandsektorloven § 16, stk. 3. Kommunen skal udfolde rimelige og sædvanlige bestræbelser for at fastslå markedsvederlaget, fx ved at indhente rådgivning fra bank eller finansiel rådgiver. Ankestyrelsen har desuden bedt kommunen vurdere tilbagebetaling af for meget opkrævet provision og om garantierne indebærer ulovlig statsstøtte.
I en tilsynssag om dækning af flytteudgifter for plejehjemsbeboere ved nedlæggelse af et plejecenter fandt tilsynet, at ordningen stred mod almenboliglovens § 63 c. Bestemmelsen sigter mod at stimulere fraflytning for at styrke beboersammensætningen i bestemte boligområder, ikke at finansiere flytninger som følge af institutionslukninger.
På regelsiden er der offentliggjort nye bekendtgørelser om satsregulering og tilpasningsprocenter for finansåret 2026 samt om kompensationsydelse efter serviceloven. En særlig bekendtgørelse fastlægger metode og rammer for, at offentlige myndigheder kan indgå aftaler med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af jordarealer til udbygning af radiokommunikationsnet. Ordregivere og kommuner bør sikre, at interne retningslinjer, dokumentation og kontraktpraksis hurtigt opdateres i lyset af disse ændringer og afgørelser.
