Højesteret skærper forståelsen af påkrav før betalingspåkrav
Højesteret fastslog, at et betalingspåkrav ikke kan indleveres til fogedretten, når kreditor sender påkravsskrivelse til en adresse, hvor det står klart, at skyldneren ikke modtager den. Sagen angik restancer efter fraflytning og retsplejeloven § 477 b, stk. 2, som forudsætter et gyldigt påkrav efter inkassoloven § 10 og udløbet frist.
Retten lagde til grund, at skyldneren var registreret i CPR uden bopæl, og at kreditor kendte til fraflytningen. Ved at sende påkravet til den forladte adresse var kravet om fremsendelse til skyldneren ikke opfyldt. Undtagelsen i inkassoloven § 11 fandt ikke anvendelse. Fogedrettens afvisning blev derfor opretholdt efter retsplejeloven § 477 c, stk. 1, og landsrettens kendelse blev stadfæstet. Læs Højesterets kendelse via Domstolene: BS-36263/2024-HJR.
Konsekvenser for inkassopraksis
Afgørelsen tydeliggør, at “sendt til skyldneren” ikke er en ren formalitet. Kreditor skal adressere påkravet på en måde, der giver skyldneren reel mulighed for at reagere. Hvor adresse er ukendt, bør kreditor anvende ajourførte folkeregisteroplysninger, søge alternativ kontakt og dokumentere rimelige tiltag.
For udlejere og andre kreditorer er standardforsendelse til seneste lejeadresse utilstrækkelig, når man ved, at adressen ikke benyttes. Manglende korrekt påkrav udløser betydelig procesrisiko for afvisning og omkostningsspild.
