Højesteret fastlægger rammer for tilståelsesrabat i narkosag
Højesteret reducerede en fællesstraf fra otte til syv år med en tilståelsesrabat på 12,5 % og tydeliggjorde samtidig metoden: Domme skal nu angive både hvilken af de seks kategorier tilståelsen hører under og hvilken straf der ville være udmålt uden rabat. Dette ændrer fundamentalt argumentationen i strafudmåling, fordi parterne skal kvantificere besparelser og placere sagen i en konkret kategori.
I sagen efter straffelov § 191 havde T 10 kg ketamin i bilen, nægtede i grundlovsforhør, men tilstod cirka to måneder senere, så sagen kunne afgøres som tilståelsessag. Politiet havde allerede efterforsket væsentligt, og tilståelsen sparede ikke en langvarig efterforskning. Højesteret placerede derfor sagen i kategori 3, hvor udgangspunktet er en reduktion på ca. 10–20 %, og fastsatte rabatten til ét år.
Den nye praksis betyder, at advokater skal dokumentere konkret ressourcebesparelse for både politiet og domstolene og advare mod rabatter, der bryder med normal strafposition i tilsvarende sager. Samtidig slog Højesteret fast, at grundniveauet uden rabat i denne sag var otte års fængsel og at reststraf indgår i fællesstrafberegningen, før rabatten bringer den samlede straf ned på syv år.
- Kortlæg tidspunkter for tilståelsen og efterforskningens stadier
- Opgør procesøkonomiske gevinster med konkrete handlinger
- Angiv baseline uden rabat og ønsket kategori med begrundelse
- Sammenlign med domspraksis for § 191 sager
Landsretten nåede et andet resultat, hvilket understreger behovet for præcis kategoriangivelse og gennemsigtighed i udmålingen. Læs dommene her: Læs Højesterets afgørelse i sag 92/2024 (pdf) samt Læs landsrettens afgørelse i sag 92/2024 i Domsdatabasen og Læs byrettens afgørelse i sag 92/2024 i Domsdatabasen.
