Et politisk flertal vil udvide tilbudspligten, så den udløses, når der samlet afstås stemmemajoritet i et ejendomsselskab, også selv om ingen enkeltkøber opnår flertallet. Initiativet følger efter Højesterets Six Pack-dom, der fortolker gældende regler sådan, at netop den enkelte erhverver skal opnå majoriteten.
Gældende rammer
Tilbudspligt indebærer, at lejerne skal have ejendommen tilbudt på andelsbasis forud for salg af ejendommen eller kapitalandele, når en erhverver opnår stemmemajoritet i ejendomsselskabet. Reglerne gælder for ejendomme med mindst seks boliger samt for blandede ejendomme med mindst tretten boliger.
Aftalen lægger ikke op til at udvide pligten til kontrolskifte højere i ejerkæden. Indirekte ejerskifter via holdingselskaber forventes derfor fortsat ikke at udløse tilbudspligt.
Praktiske konsekvenser
Den foreslåede ændring rammer især syndikerede handler og konsortier, hvor stemmer fordeles mellem flere investorer. Parterne må tilpasse transaktionsstruktur, tidsplan og dokumentation for at vurdere, om en samlet majoritet afstås.
Det anbefales at afklare tidligt, om en tilbudsprocedure kan blive nødvendig, og at indarbejde betingelser om frister, informationspligt og håndtering af en eventuel andelsdannelse. Detaljerne afklares ved fremsættelse af lovforslag.