Landsretten

Højesteret ophæver landsrettens brug af kollusionsarrest over for T1. Retten kræver konkrete, bestemte grunde for, at en sigtet vil kunne vanskeliggøre forfølgningen. I den aktuelle narkotikasag var sådanne holdepunkter ikke påvist, og T1 kunne kun frihedsberøves for unddragelsesfare.

Højesteret ophæver udvisning af en statsløs person dømt for forsøg på vold og hærværk. Retten fandt, at udvisning ikke var nødvendig eller proportional efter udlændingeloven og EMRK, bl.a. fordi der ikke var risiko for alvorlig recidiv. I stedet gives udvisningsadvarsel.

Højesteret får nu mulighed for at fastlægge, om en befordringsulykke er dækket af arbejdsskadesikringsloven, når medarbejderen kort før afgang har arbejdet hjemme. En landsret fraveg dækning trods dokumenteret forberedelse; Procesbevillingsnævnet har givet tredjeinstansbevilling.

Højesteret godkender, at politiet kan inddrage det originale kørekort uden midlertidigt kørekort, når det er utvivlsomt, at førerretten skal frakendes. En sag om aflæsning af kartofler på motorveje opfyldte beviskravet og blev stadfæstet trods generel forsigtighed.

Landsretten fastslog, at flytning fra enkeltmandskontor til storrum, opgaveforskydning mod kundecenter og mindre ændring af arbejdstid ikke var en væsentlig vilkårsændring. Overenskomsten afgrænsede rammen, og ledelsesretten bar ændringerne uden ændringsopsigelse.

Højesteret fastslår, at udlejede medarbejdere ikke automatisk er omfattet af Lønmodtagernes Garantifond ved brugervirksomhedens konkurs. Uden ansættelse i konkursboet og bevis for reel arbejdsgiverstatus afvises dækning, selv om arbejdet udførtes efter selskabets vagtplaner.

Højesteret stadfæstede udvisningen af en somalisk statsborger indrejst som barn. Retten fandt, at alvorlig personfarlig kriminalitet og gentagen recidiv udgjorde meget tungtvejende grunde efter EMRK art. 8. Indrejseforbuddet blev fastsat til seks år.

Højesteret fastslår, at en skattesag om virkningen af selskabsretlig ugyldighed og tilbagebetaling skal behandles ved landsretten som første instans efter retsplejeloven § 226, stk. 1. Kendelsen tilsidesætter landsrettens hjemvisning og tydeliggør kriterierne for henvisning af principielle sager.

Højesteret afviste opsættende virkning for anklagemyndighedens ansøgning om kæretilladelse i en udleveringssag. Da landsretten havde nægtet udlevering, fandtes ingen fuldbyrdelse at udsætte, og løsladelsen kunne ikke begrunde varetægtsfængsling under Procesbevillingsnævnets behandling.

Tre nye domme præciserer flyretten: Krav ved pakkerejser skal rettes mod rejsearrangøren, flyselskaber refunderer kun beløb de selv har modtaget og ikke formidlergebyrer, og selvmødere får som udgangspunkt kun retsafgiften dækket. Praktiske konsekvenser for både passagerer og branchen.

Højesteret stadfæster, at landsretten kunne afvise en anke om ophævelse af samvær efter retsplejelovens § 368 a. Selvom samværssager normalt har særlig vægt, fandtes der her særlige omstændigheder, som berettigede afvisning, da anken ikke tydeligt kunne ændre udfaldet.

Højesteret ophævede Østre Landsrets stadfæstelse af et afslag på at udstrække et navneforbud under anken, fordi den tiltaltes forsvarer ikke fik mulighed for at afgive indlæg. Manglende kontradiktion udgjorde en væsentlig procesfejl og førte til hjemvisning, med skærpede krav til fristsætning og partshøring.

Højesteret fastslår, at værdiforøgelse af restejendomme som følge af Aarhus Letbane skal fradrages i ekspropriationserstatningen. Fradraget kræver ikke, at anlægget er en nødvendig forudsætning for byudvikling. Lodsejere skal tilbagebetale forventningsværditillæg, da fordelen oversteg tillægget.

Fri bevisbedømmelse, vidneafhøring og syn og skøn præger danske kommercielle retssager. Sager varer typisk 8–18 måneder uden fast track, men kan flyttes til mindre belastede retter. Digital indlevering med OCR skærper kravene, og Retsplejeloven hæver anke- og småsagsgrænser.

Højesteret fastslår, at en borgers varige flytning fra et botilbud til en anden kommune ændrer opholdskommunen og betalingsansvaret. Vejen Kommunes pligt ophørte, da borgeren tog varigt ophold i Esbjerg, som derefter skulle betale for efterfølgende ophold på botilbuddet.

Højesteret fastslår, at privat dna-bevis ikke i sig selv udløser genoptagelse af en faderskabssag. Barnets bedste og stabilitet i relationen til den juridiske far vægtes højest, selv om en dna-test peger på en genetisk far. Landsrettens afslag blev stadfæstet.