Landsskatteretten har i en nylig sag fastslået, at skattefrihed efter parcelhusreglen kan opnås, selv om skatteyderen samtidig rådede over en lejet lejlighed i København. Afgørelsen understreger, at beboelseskravet beror på en samlet konkret vurdering, hvor folkeregisteradresse og uopsagt lejemål ikke er afgørende i sig selv.
Landsskatterettens vurdering
Sagen angik en skatteyder, som siden 2006 havde lejet en lejlighed tæt på sin arbejdsplads, men i 2015 købte et parcelhus i Sønderjylland sammen med sin kæreste. Huset blev brugt i weekender og ferier, og i perioder med omfattende hjemmearbejde. Huset blev solgt i 2021 efter samlivets ophør.
Skattestyrelsen anså fortjenesten for skattepligtig med henvisning til, at der alene var tale om ophold i parcelhuset. Landsskatteretten nåede modsat frem til, at ejendommen reelt havde tjent som bolig i ejerperioden og at avancen derfor var skattefri efter ejendomsavancebeskatningsloven § 8.
Retten lagde vægt på følgende momenter:
- Hensigten om at etablere fælles hjem i parcelhuset.
- Kærestens folkeregisteradresse var knyttet til ejendommen i hele perioden.
- Fælles indbo og delt betaling af løbende udgifter.
- Løbende anvendelse af huset på fridage og fast social tilknytning i nærområdet.
- Betydeligt omfang af hjemmearbejde fra huset.
- Salg i nær tidsmæssig forbindelse med bruddet.
Praktiske implikationer
Afgørelsen bekræfter, at beviset for “tjent til bolig” kan føres gennem samlede livsfaktiske forhold som anvendelsesomfang, planlagt samliv, økonomisk fællesskab og arbejdsforhold. Det er ikke et krav, at andre boligforhold opsiges eller at folkeregisteret peger på ejendommen.
For skatteydere med rådighed over to boliger skærpes dermed fokus på dokumentation for faktisk beboelse i ejerperioden, herunder brugsmønstre og tilknytning. Afgørelsen er oplyst som endnu ikke offentliggjort, men føjer sig til den praksis, hvor beboelseskravet vurderes efter en helhedsbetragtning.
