Parallelle forsinkelser i byggeprojekter udfordrer parternes krav på tid og penge. AB 18 regulerer forsinkelse generelt, men indeholder ingen særregel om parallel forsinkelse. Retstilstanden er derfor udviklet i voldgiftspraksis, og valget af model har direkte betydning for dagbod, fristforlængelse samt erstatning og godtgørelse.
Retsgrundlag og udgangspunkt
Efter AB 18 § 40 bærer entreprenøren udgangspunktet ansvaret for forsinkelse, medmindre der foreligger fristforlængelsesgrund efter § 39, stk. 1. Skyldes forsinkelsen bygherrens forhold, kan entreprenøren – ud over tid – kræve erstatning eller godtgørelse efter § 43. Disse regler forudsætter imidlertid, at forsinkelsens årsag kan placeres entydigt.
Ved parallel forsinkelse medvirker begge parter til forsinkelsen. AB 18 angiver ikke, hvordan sådanne forløb skal håndteres, og det efterlader et skøn for voldgiftsretten. Bevisbyrde, dokumentation for den kritiske vej og et robust tidsplansgrundlag bliver derfor afgørende for resultatet.
Fire modeller ved parallel forsinkelse
Dansk teori og praksis opererer med fire hovedmodeller, der hver fordeler tid og økonomi forskelligt. Valget af model påvirker, om der kan kræves dagbod, og om entreprenøren kan få økonomisk kompensation.
Overblikket nedenfor viser de styrende principper for hver model:
- Fordelingsløsningen: Skønsmæssig opdeling af tid og økonomi mellem parterne; fleksibel, men mindre forudsigelig.
- Hovedårsagslæren: Kun den dominerende årsag tillægges betydning; den ansvarlige bærer hele tabet.
- Konkurrerende skadesårsager: Uafhængige årsager, der hver for sig ville skabe samme forsinkelse; rettigheder afgøres efter AB 18 eller almindelige regler.
- Malmaison-doktrinen: Entreprenøren får tid, men ingen får penge; dagbod og erstatning udelukkes.
Praksis og konsekvenser
Voldgiftspraksis viser et blandet billede. Malmaison-doktrinen er anvendt i sager, hvor årsagsbilledet var uklart, hvilket giver forudsigelighed, men kan virke urimeligt, fordi økonomi neutraliseres. I andre sager har voldgiftsretten anvendt hovedårsagslæren og placeret ansvaret hos den part, hvis forhold var mest væsentlige for forsinkelsen.
Der ses endnu ikke klare kendelser, hvor fordelingsløsningen eller konkurrerende skadesårsager er gennemført som bærende løsning. Tendensen er, at hovedårsagslæren anvendes, når en primær årsag kan identificeres, mens Malmaison-metoden bruges, hvor årsagerne er sammenfiltrede.
Praktisk bør parterne styrke kontraktgrundlaget om tidsstyring, etablere detaljerede forsinkelses- og notifikationsprocedurer og sikre løbende opdatering af den kritiske vej. Solid dokumentation øger forudsigeligheden i en voldgift om dagbod, fristforlængelse og økonomiske krav.
