EU-Domstolen har præciseret, at arbejde udført i tredjelande indgår i vurderingen af, om en arbejdstager udøver en “væsentlig del” af sin beskæftigelse i bopælsmedlemsstaten efter forordning 883/2004, art. 13, sammenholdt med forordning 987/2008, art. 14, stk. 8. Vurderingen skal ske på grundlag af den samlede erhvervsmæssige aktivitet, uanset om arbejdet udføres i EU/EØS, Schweiz eller tredjelande.
Afgørelsens indhold
Sagen angik en arbejdstager med bopæl i Tyskland, ansat i et schweizisk selskab og med arbejde fordelt mellem Tyskland, Schweiz og tredjelande. De tyske myndigheder lagde oprindeligt kun vægt på arbejde udført i medlemsstater og anså derfor bopælsstatens socialforsikring for gældende.
EU-Domstolen afviste denne tilgang. Ved bedømmelsen af “væsentlig del” skal al arbejdstid tælles med, også tid i tredjelande. I den konkrete sag udgjorde arbejdet i bopælsstaten ca. 16 % af den samlede arbejdstid, hvilket ikke opfyldte kravet om en væsentlig del. Følgen var, at bopælsstatens sociale sikringslovgivning ikke fandt anvendelse.
Interesseret i forvaltningsret? Deltag i Forvaltningskonferencen 2026
Læs mere her →Praktiske konsekvenser
Dommen skærper kravene til arbejdsgivere og medarbejdere med globalt arbejdsmønster. Lovvalget for social sikring kan ikke baseres på en medlemsstat-baseret opgørelse; arbejdsgivere skal i stedet dokumentere og vurdere samlet arbejdstid på tværs af alle lande.
I praksis bør virksomheder opdatere interne processer for tidsregistrering, revurdere A1-grundlag ved multistatsbeskæftigelse og sikre korrekt registrering og indbetaling i den rette ordning. Fejlagtige antagelser om bopælsstatens anvendelse kan føre til efteropkrævning og compliance-risici. Afgørelsen giver dermed et klarere, men også mere data- og proceskrævende, grundlag for lovvalg.
