EU-Domstolen har præciseret, at arbejde udført i tredjelande indgår i vurderingen af, om en arbejdstager udøver en “væsentlig del” af sin beskæftigelse i bopælsmedlemsstaten efter forordning 883/2004, art. 13, sammenholdt med forordning 987/2008, art. 14, stk. 8. Vurderingen skal ske på grundlag af den samlede erhvervsmæssige aktivitet, uanset om arbejdet udføres i EU/EØS, Schweiz eller tredjelande.
Afgørelsens indhold
Sagen angik en arbejdstager med bopæl i Tyskland, ansat i et schweizisk selskab og med arbejde fordelt mellem Tyskland, Schweiz og tredjelande. De tyske myndigheder lagde oprindeligt kun vægt på arbejde udført i medlemsstater og anså derfor bopælsstatens socialforsikring for gældende.
EU-Domstolen afviste denne tilgang. Ved bedømmelsen af “væsentlig del” skal al arbejdstid tælles med, også tid i tredjelande. I den konkrete sag udgjorde arbejdet i bopælsstaten ca. 16 % af den samlede arbejdstid, hvilket ikke opfyldte kravet om en væsentlig del. Følgen var, at bopælsstatens sociale sikringslovgivning ikke fandt anvendelse.
Praktiske konsekvenser
Dommen skærper kravene til arbejdsgivere og medarbejdere med globalt arbejdsmønster. Lovvalget for social sikring kan ikke baseres på en medlemsstat-baseret opgørelse; arbejdsgivere skal i stedet dokumentere og vurdere samlet arbejdstid på tværs af alle lande.
I praksis bør virksomheder opdatere interne processer for tidsregistrering, revurdere A1-grundlag ved multistatsbeskæftigelse og sikre korrekt registrering og indbetaling i den rette ordning. Fejlagtige antagelser om bopælsstatens anvendelse kan føre til efteropkrævning og compliance-risici. Afgørelsen giver dermed et klarere, men også mere data- og proceskrævende, grundlag for lovvalg.
