Højesteret afviste, at en pilot udlejet til et flyselskab var omfattet af Lønmodtagernes Garantifond, fordi han ikke var ansat i det konkursramte selskab. Piloten havde kontrakt og lønudbetaling fra et bemandingsselskab, mens flyselskabet stod for træning og vagtplaner. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ansættelsesforholdet til bemandingsselskabet som proforma.
Retligt grundlag
Dækning fra Lønmodtagernes Garantifond forudsætter, at den berettigede var ansat i konkursboets virksomhed. Højesteret lagde til grund, at vurderingen af arbejdstager- og arbejdsgiverbegrebet skal ske efter de almindelige nationale kriterier, i overensstemmelse med insolvensdirektivet og EU-Domstolens praksis, og uden en indsnævring, der undergraver direktivets sociale beskyttelseshensyn.
Da der ikke var en kontrakt mellem piloten og flyselskabet, og lønnen kom fra bemandingsselskabet, forelå ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse flyselskabet som reel arbejdsgiver. Piloten havde derfor ikke krav på LG-dækning. Landsretten var nået til samme resultat. Læs Højesterets dom på domstol.dk.
Konsekvenser for praksis
Afgørelsen understreger, at medarbejdere udlejet via bemandingsbureauer må rette lønkrav mod den formelle arbejdsgiver ved insolvens hos brugervirksomheden. Klart aftalegrundlag og dokumentation for, hvem der udøver arbejdsgiverbeføjelser, er centralt ved risikohåndtering.
Se Højesterets afgørelse i sag BS-11807/2024 på domstol.dk her. Læs landsrettens afgørelse i Domsdatabasen her.
