Vestre Landsret har fastslået, at en el-ladestander opsat udvendigt på en boliggavl ikke udgør en sædvanlig installation omfattet af lejers installationsret. Udlejer kunne derfor kræve ladestanderen fjernet og lejemålet retableret. Vurderingen beror på forholdene på installationstidspunktet i 2021 og er nu indbragt for Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Retsgrundlag og hovedresultat: lejers installationsret og el‑ladestandere
Lejelovens § 142 og den tilsvarende bestemmelse i almenlejelovens § 35 giver lejeren ret til at foretage sædvanlige installationer i det lejede, medmindre udlejer kan godtgøre, at ejendommens el- eller afløbskapacitet ikke rækker. Reglen angiver ikke udtømmende, hvad der er sædvanligt; dette afklares i praksis.
I sagen opsatte lejeren i 2021 en udvendig el-ladestander. Et flertal i boligretten fandt, at bestemmelsen kun omfatter indvendige installationer, mens et mindretal anså en ladestander for omfattet og sædvanlig. Landsretten tog udgangspunkt i, om installationen var sædvanlig på tidspunktet for opsætningen, og konkluderede, at en el-ladestander ikke var omfattet af installationsretten. Udlejer kunne derfor kræve fjernelse.
Landsrettens begrundelse og dynamisk fortolkning
Landsretten lagde vægt på forarbejdernes eksempler på sædvanlige installationer: hårde hvidevarer samt telefon- og internetadgang. Ud fra denne liste fandt retten, at en el-ladestander falder udenfor. Samtidig anerkendte retten, at bestemmelsen skal fortolkes dynamisk, men at vurderingen bindes til installationstidspunktet.
Da ladestanderen blev opsat i 2021, var det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at sådanne installationer var sædvanlige i boliglejemål. Efterfølgende vækst i elbiler og ladeinfrastruktur kunne ikke tillægges vægt ved bedømmelsen. Udviklingen i elbilsbestanden kan ses i officielle tal fra Statistikbanken, eksempelvis BIL710.
Praktiske konsekvenser for udlejere og lejere
Dommen giver foreløbig rettesnor: Udlejere kan støtte ret på, at udvendige el-ladestandere som udgangspunkt ikke er en sædvanlig installation efter § 142/§ 35 for opsætninger foretaget i 2021. Afgørelsen gælder, indtil Højesteret eventuelt fastlægger en anden linje. Lejere, der ønsker opladning, kan i stedet søge om fælles løsninger besluttet via beboerdemokratiske processer, som også fremgik af sagens faktum.
Bestemmelsen giver desuden udlejer en selvstændig indsigelsesadgang, hvis ejendommens el-kapacitet ikke kan bære installationen. Hvis kapaciteten kun rækker til én installation, gælder et først‑i‑tid‑princip, hvorefter én lejer kan få tilladelse, mens en efterfølgende ansøgning må afslås. Uden tilladelse og ved manglende hjemmel kan udlejer påbyde fjernelse og retablering.
Nedenfor er en kort tjekliste for udlejere, der står over for forespørgsler om ladestandere:
- Fastslå installationstidspunktet og vurder ”sædvanlighed” ud fra praksis og forarbejder på dette tidspunkt.
- Kortlæg ejendommens el‑kapacitet og dokumentér eventuelle begrænsninger.
- Træf skriftlig afgørelse, angiv hjemmel og krav om retablering ved ulovlig opsætning.
- Overvej fælles ladepunkter og interne retningslinjer for prioritering og drift.
Afgørelsen illustrerer samspillet mellem dynamisk fortolkning og det tidsspecifikke udgangspunkt. Indtil Højesteret har talt, må parter disponere efter landsrettens linje, samtidig med at de indretter sig på mulige fælles, kapacitetsmæssigt bæredygtige løsninger.
