En række ændringer på social- og boligområdet er trådt i kraft pr. 1. juli 2025, suppleret af ny praksis fra domstole, voldgiftsretter og tilsynsorganer. Det mest indgribende er en ny beløbsgrænse i servicelovens fritvalgsordning og en styrket kontrol med kommunale takster.
Social- og boligregulering
Serviceloven er ændret, så der i § 108, stk. 2, indsættes en beløbsgrænse i fritvalgsreglerne. Samtidig etableres en kontrolmekanisme i § 108 b, hvor borgere, der får afslag på fritvalg på grund af beløbsgrænsen, kan anmode Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om at efterprøve kommunens vejledende takst. § 108 c præciserer Konkurrencerådets rolle i opfølgningen.
På det almene område udvides driftsbekendtgørelsen med en § 24 om fællesfaciliteter, garager og mulighed for ikke-almene afdelinger. Udlejningsreglerne justeres, bl.a. med henvisning til servicelovens § 192 og ændrede henvisninger i bestemmelser om afvisning og kommunal anvisning. Der er desuden fastsat regler om lejerettigheder for beboere i visse botilbud efter serviceloven og udstedt en ny lovbekendtgørelse om individuel boligstøtte. En ændringslov giver kommuner adgang til at opsige botilbud ved dødsfald.
Finansiering og støtteordninger
Finansieringen af almene boliger og friplejeboliger styrkes gennem bekendtgørelser om statsgaranti for lån og visse obligationer, samt om konvertering af realkreditlån i støttet byggeri. Egenbetalingstakster for beboere i friplejeboliger er fastsat. BBR-bekendtgørelsens udløb er forlænget til 30. juni 2027, og der åbnes en tilskudspulje til solcelleanlæg på etageboligbyggeri. Landsbyggefonden igangsætter samtidig en evaluering af renoveringsstøttesager med inddragelse af boligorganisationer.
Udvalgte afgørelser om fast ejendom og leje
En landsretsdom om hævd fastslog, at der forud for jernbanelovens § 28 kunne vindes ejendomshævd over et areal ved et jernbanespor, fordi arealet ikke var omfattet af datidens statsbaneområde, og råden havde været intens og i god tro i mere end 20 år. Skellet blev fastlagt efter en skelerklæring.
I en sag om pant i byggematerialer fandt landsretten, at ubrugte materialer, der havde ligget i årevis, ikke var indlagt i bygningen, jf. tinglysningslovens § 38. Udlæg i materialerne var derfor ikke udelukket, jf. retsplejeloven § 510, stk. 1. På lejerettens område blev en ophævelse af et alment lejemål opretholdt, idet påkravsreglerne i almenlejelovens § 90 var overholdt, restancen ikke betalt, og misligholdelsen ikke uvæsentlig, jf. § 91.
I en anden lejesag om indsigelse mod opsigelse fandt landsretten det godtgjort, at lejers advokat havde afsendt indsigelse rettidigt som almindelig post, hvorfor spørgsmålet måtte hjemvises til fornyet behandling. En dom om ejerlejligheder fastslog, at midlertidig udlejning til flygtninge reelt udgjorde helårsbeboelse, hvorfor kommunen lovligt kunne pålægge genudlejning efter boligforholdsloven; lejeaftalerne var ikke erhvervsmæssige i lejelovens forstand.
Entreprise og rådgiveransvar
Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg afviste at tillægge opsættende virkning til en klage over en hurtig afgørelse efter ABT 18 § 66, stk. 9, da særlige grunde og risiko for uoprettelig skade ikke var godtgjort. I en anden ABT 18-sag havde entreprenøren fortabt retten til indeksering for flere etaper, fordi kravet først blev fremsat længe efter afleveringerne og i strid med fristerne i § 32, stk. 3.
Et rådgiveransvar efter ABR 89 blev statueret for fejlprojektering med skimmelproblemer; bygherren fik erstatning for udbedring og genhusning, men ikke for prisstigninger eller ensidigt indhentede analyser. I en tvist om tagrenovering blev der ikke ført tilstrækkeligt bevis for generelle mangler, og totalrådgiveren blev frifundet; en tidlig skønsrapport tillagdes ingen vægt. Endelig blev hovedentreprenøren efter AB 92 anset for at have påtaget sig projekteringsansvaret for betonarbejder og blev erstatningsansvarlig for mangler.
Offentlig ret og udbud
Efter kommunalfuldmagtsreglerne kan kommunen lovligt modtage en vederlagsfri overdragelse af grønne arealer for at sikre offentlig tilgængelighed og rekreativ drift, men kommunen kan ikke vederlagsfrit vedligeholde privat ejede arealer, da det vil begunstige private.
Klagenævnet for Udbud annullerede en tildeling under forsyningsvirksomhedsreglerne, fordi ordregiver byggede på en fejlbehæftet evaluering og ikke havde oplyst klart, hvordan optioner ville indgå i evalueringen. Det stred mod ligebehandling og gennemsigtighed.
