Entreprenørens krav på betaling for ekstraarbejde forudsætter to kumulative betingelser: Ydelsen skal ligge uden for parternes aftalte omfang, og der skal foreligge et selvstændigt grundlag for betaling. I praksis udløser uklare eller ufuldstændige udbudsmaterialer ofte tvister. Efter AB 18 § 4, stk. 2, skal ydelser og vilkår være klare; uklarhed taler typisk for, at arbejdet er ekstraarbejde. Entreprenøren bærer bevisbyrden for, at arbejdet ikke er omfattet af aftalen.
Afgrænsning mellem kontraktarbejde og ekstraarbejde
Vurderingen starter i aftalegrundlaget: entreprisekontrakt, udbudsmateriale og øvrige aftaledokumenter. Disse læses samlet. Generelle formuleringer om, at entreprisesummen dækker alle arbejder til fuld færdiggørelse, afskærer som udgangspunkt ikke krav, hvis ydelsen ikke er entydigt beskrevet, eller hvis den er nødvendig for at kunne udføre entreprisen forsvarligt. Klare beskrivelser og sammenhæng mellem tegninger, beskrivelser og tilbudslister er derfor afgørende.
Er materialet tvetydigt, vil udgangspunktet være, at den uomtale eller utilstrækkeligt beskrevne ydelse er et ekstraarbejde. Entreprenøren skal dog kunne dokumentere, at en sagligt forståelig læsning af materialet ikke dækker ydelsen. Jo mere kompleks entreprisen er, desto højere krav stilles til parternes dokumentation, interne notater og korrespondance om forudsætninger og afgrænsninger.
Betalingsgrundlag for ekstraarbejder
Betalingsgrundlaget kan for det første være en aftale. Det sikres bedst ved en skriftlig aftaleseddel eller ændringsordre, der angiver ydelsens indhold, pris og tidsvirkning. Der er ikke formkrav, men bevismæssigt er skriftlighed afgørende; mundtlige tilsagn er vanskelige at dokumentere. Manglende prisfastsættelse kan håndteres ved rimelighedsvurdering efter medgået tid og relevante enhedspriser, hvis omfanget er tilstrækkeligt beskrevet.
For det andet kan ekstraarbejdet være betalingsberettiget, hvis det var nødvendigt for at udføre entreprisen, og det ikke var praktisk muligt at indhente forudgående accept. Beviskravet er strengt: Entreprenøren skal dokumentere nødvendigheden, proportionalitet og straksreklamation. Kan accepten indhentes uden uforholdsmæssig forsinkelse, bør det ske, ellers risikeres afskæring af kravet.
Praktisk håndtering og risici
Ved uenighed anvendes ofte to spor: Entreprenøren udfører arbejdet under udtrykkeligt forbehold om efterfølgende afregning, eller bygherren betaler midlertidigt mod et tilbagesøgningsforbehold. Valget beror på tid, kritikalitet og risiko for følgeskader. I begge modeller er tydelig korrespondance, fotoregistrering, timelister og løbende økonomiopfølgning centrale.
Bygherrer bør minimere tvister ved at sikre præcise ydelsesbeskrivelser og entydige forudsætninger i udbudsmaterialet. Entreprenører bør undgå at igangsætte ekstraarbejder uden klar bestilling, sikre sporbar skriftlighed og reklamere straks ved afvigelser. Begge parter bør etablere en klar ændringsprocedure, der angiver roller, tidsfrister, dokumentkrav og midlertidig prisfastsættelse, så projektet kan fortsætte uden at kompromittere parternes retsstilling.
