Højesteret afklarer tålegrænse ved flytning af arbejdssted
Højesteret har fastslået, at en statslig arbejdsgiver lovligt kan anvende en standardiseret vurdering af mertransporttid som grundlag for at flytte medarbejderes arbejdssted i forbindelse med en generel omorganisering. Sagen udsprang af reformen, der afløste SKAT med syv styrelser, og hvor tre medarbejdere gjorde gældende, at ændringen lå uden for, hvad de skulle tåle. For tjenestemænd blev det gjort gældende som en overskridelse af tålegrænsen, og for en overenskomstansat som en væsentlig vilkårsændring.
Højesterets flertal fandt, at de anvendte kriterier og den systematiske fremgangsmåde var inden for rammerne af ledelsesretten ved generelle administrative ændringer. Dermed blev Administrations- og Servicestyrelsen frifundet, og landsrettens delvise medhold til to af medarbejderne blev ændret.
Standardvurdering bygget på rejsetid
Myndigheden havde fastsat en standardmetode, hvor mertransporttid blev opgjort via en almindeligt anerkendt rute- og rejsetidsberegning baseret på bilkørsel, forudsat at medarbejderen havde kørekort og adgang til bil i husstanden. Tålegrænsen var 60 minutter hver vej for tjenestemænd og 45 minutter for overenskomstansatte. Lå mertransporttiden under grænsen, blev der ikke lavet individuel vurdering; overstiger den grænsen, skulle der ske partshøring, og særlige individuelle forhold kunne begrunde fravigelse.
Flertallet understregede, at standardmetoden var saglig, forudsigelig og konsistent, og at opgørelsen ikke skal korrigeres for midlertidige forhold som myldretid eller vejr. Indsigelser om utryghed ved bilkørsel, brug af offentlig transport eller bilens primære anvendelse i husstanden blev ikke anset for tilstrækkelige til fravigelse, når der forelå kørekort og faktisk adgang til bil. Et mindretal på to dommere fandt, at de konkrete forhold burde have udløst undtagelser.
Praktiske implikationer for arbejdsgivere og medarbejdere
Dommen giver offentlige arbejdsgivere et klart pejlemærke: Ved brede omorganiseringer kan objektive og standardiserede rejsetidskriterier anvendes som udgangspunkt for flytning af arbejdssted. Metoden bør være transparent, dokumenteret og ledsaget af en ordning for partshøring og mulighed for undtagelser ved tungtvejende individuelle forhold.
For medarbejdere betyder afgørelsen, at ændringer under de fastsatte tålegrænser typisk vil være inden for ledelsesretten og må tåles uden yderligere kompensation eller varsel ud over meddelelsen om nyt tjenestested. Overskrides grænsen, eller foreligger der særlige forhold, kan der opstå krav om individuel vurdering og eventuelt varsling som væsentlig vilkårsændring. Dommen styrker dermed forudsigeligheden i håndteringen af geografiske flytninger, men fastholder samtidig et værn for atypiske situationer.
