Højesteret har fastslået, at forældelseslovens § 11 om kautionskrav skal fortolkes i overensstemmelse med almindelige kautionsretlige principper. Forældelsesfristen over for en selvskyldnerkautionist løber først, når kreditor har et aktuelt og uopfyldt krav mod hovedskyldneren. I den foreliggende sag betød pantebrevets vilkår, at restgælden tidligst forfaldt ved tvangsauktionen, og kravet mod kautionisten var derfor ikke forældet ved sagsanlægget.
Retsgrundlag og vurdering
Sagen udsprang af et realkreditlån med selvskyldnerkaution, hvor hovedskyldneren misligholdt termin 1. marts 2009. Realkreditinstituttet kunne kontraktuelt accelerere, men afstod. Efter konkurs og tvangsauktion 24. november 2010 var en del af gælden udækket, og instituttet rejste krav mod kautionisten i 2020. Byretten gav kreditor medhold, mens landsrettens flertal anså fristen for påbegyndt ved første misligholdelse.
Højesteret lagde vægt på forarbejderne til § 11 og de kautionsretlige grundsætninger: Ved selvskyldnerkaution kan kreditor først kræve betaling, når hovedfordringen er forfalden og ubetalt. Da pantebrevets vilkår bandt forfaldstidspunktet til tvangsauktionen, begyndte den 10‑årige frist tidligst 24. november 2010. Kravet var derfor rettidigt.
Betydning i praksis
Dommen præciserer, at en teoretisk mulighed for acceleration ikke i sig selv udløser forældelse over for en kautionist. Det afgørende er, hvornår kravet efter aftalegrundlaget faktisk forfalder.
Afgørelsen skaber klarhed for realkredit og øvrig udlånspraksis samt for kautionister om risikoperiodens start. Læs dommen på Højesterets hjemmeside her.
