Højesteret afgrænser LG-dækning ved indirekte ansættelse
Højesteret har slået fast, at dækning fra Lønmodtagernes Garantifond (LG) forudsætter, at lønkravet udspringer af et ansættelsesforhold med den konkursramte arbejdsgiver. En pilot, der udførte flyvninger for et luftfartsselskab, men var ansat hos et bemandingsselskab, fik derfor ikke dækning for løn i opsigelsesperioden, da luftfartsselskabet gik konkurs. Afgørelsen stadfæster Østre Landsrets dom.
Sagens kerne var, om piloten – der oprindeligt søgte ansættelse hos luftfartsselskabet, men endte i ansættelse hos et leverandørselskab – alligevel skulle anses som medarbejder hos det konkursramte selskab. Piloten pegede på, at luftfartsselskabet styrede arbejdstid og efteruddannelse, mens LG gjorde gældende, at ansættelses- og opsigelseskompetencen entydigt lå hos leverandøren, der også udbetalte lønnen.
EU-retlig ramme og dansk kvalifikation
Højesteret bemærkede, at lønmodtagerbegrebet i EU’s insolvensdirektiv skal forstås i lyset af direktivets sociale formål om minimumsbeskyttelse ved arbejdsgivers konkurs. Det udelukker imidlertid ikke, at medlemsstaterne anvender deres sædvanlige arbejdsgiver- og lønmodtagerbegreber; de må blot ikke indsnævre beskyttelsen i strid med formålet. Domstolen foretog derfor en almindelig dansk arbejdsretlig kvalifikation af forholdet.
I den konkrete bevisvurdering tillagde Højesteret det afgørende betydning, at der ikke forelå en ansættelseskontrakt mellem piloten og luftfartsselskabet, at lønnen blev udbetalt af bemandingsselskabet, og at ansættelsen dér ikke fremstod proforma. Luftfartsselskabets instruktioner om drift og planlægning ændrede ikke på, at arbejdsgiverkompetencen og de centrale ansættelsesretlige pligter lå hos leverandøren. Kravet mod LG blev derfor nægtet.
Praktiske konsekvenser for udleje- og vikarmodeller
Dommen tydeliggør beviskravene i trepartsforhold, hvor arbejdet udføres hos en bruger, men ansættelsen ligger hos en leverandør. Lønmodtagere må kunne dokumentere et ansættelsesforhold hos den konkursramte enhed for at opnå LG-dækning; generel instruktion eller driftsintegration hos brugervirksomheden er ikke tilstrækkeligt i sig selv.
For rådgivere og virksomheder giver afgørelsen anledning til at sikre klare kontrakter og processer, der afspejler den reelle risikoplacering. Følgende tiltag kan reducere tvister om LG-dækning i udleje- og vikarkæder:
- Entydig ansættelseskontrakt med korrekt arbejdsgiver, herunder bestemmelser om løn, opsigelse og ledelsesret.
- Konsistent lønudbetaling og HR-administration fra den formelle arbejdsgiver.
- Klar afgrænsning af brugerens instruktioner til driftsforhold, så arbejdsgiverkompetencen ikke udhules.
- Dokumentation for, at modellen ikke er proforma, fx gennem flere kunder, fakturering og eigen drift hos leverandøren.
Samlet bekræfter dommen, at LG-lovens anvendelse følger de almindelige danske kriterier for arbejdsgiver- og lønmodtagerstatus, fortolket i overensstemmelse med EU-rettens minimumsbeskyttelse. Uden dokumenteret ansættelse hos den konkursramte arbejdsgiver kan dækning ikke opnås.
