Højesteret standsede varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen, fordi mistanken om drab efter straffelovens § 237 ikke var særligt bestyrket. Kun § 238, stk. 1, var tilstrækkeligt underbygget – og strafferammen på 4 år udløser ikke retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1.
Hvad betyder dette for praksis?
Afgørelsen skærper kravet til særligt bestyrket mistanke, når anklagemyndigheden vil bruge retshåndhævelsesgrundlaget. Domstolene må præcist afklare lovkvalifikationen, før de prøver 6-års-kravet og proportionalitet.
I sagen erkendte S drab under formildende omstændigheder; mentalerklæring og vidneforklaringer pegede samme vej. Dette ændrer fundamentalt rammen for frihedsberøvelse: uden realistisk udsigt til § 237 falder hjemlen væk, og fortsat fængsling kan ikke opretholdes.
- Vurder beviskrav ved skift fra § 238, stk. 1, til § 237
- Dokumentér særligt bestyrket mistanke med objektive, uafhængige fund
- Test 6-års-kravet og alternative hjemler i § 762, stk. 1, nr. 3
- Angiv konkrete forhold, der gør retshåndhævelse nødvendig og proportionel
Forsvarere skal nu målrette argumentation mod kvalifikationen allerede i grundlovsforhøret, mens anklagemyndigheden må bygge en robust kæde af indicier, hvis § 237 påberåbes. Dommere kan med fordel eksplicit teste 6-års-vilkåret, før de når proportionaliteten.
Se den fulde kendelse: Læs Højesterets afgørelse i sag 30/2025 (pdf).
