Østre Landsret fastslog, at en aftalt afdragsplan efter et påkrav efter lejelovens § 182, stk. 2, måtte forstås som en ren forlængelse af den 14-dages frist i påkravet – ikke som et afkald på påkravets retsvirkninger. Da lejeren undlod at betale den anden halvdel rettidigt, var udlejer berettiget til at ophæve lejemålet uden at fremsende et nyt påkrav, og lejer kunne udsættes.
Kernen i kendelsen er sondringen mellem (i) at udskyde fristen i et allerede afgivet påkrav og (ii) at give egentlig henstand, der ændrer forfaldstid og bringer lejeren midlertidigt ud af misligholdelse. Ved udskudt frist består misligholdelsen, og udlejer kan ophæve, hvis betaling fortsat udebliver. Ved reel henstand ville lejeren ikke være i restance i henstandsperioden, og en senere ny misligholdelse kræver et nyt påkrav, hvilket også understøttes af forarbejderne til § 182, stk. 2.
For udlejere understreger afgørelsen vigtigheden af præcis formulering: Ønskes bevaret ophævelsesadgang uden nyt påkrav, bør man klart angive, at der alene gives fristforlængelse under det bestående påkrav. Gives der derimod egentlig henstand, må man forvente at skulle varsle på ny ved fornyet restance, før ophævelse kan gennemføres.
