Håndhævelse af emissionsklausuler i entrepriseaftaler
Byggebranchen møder stigende klimakrav, men de klassiske misligholdelsesbeføjelser i entrepriseretten er dårligt tilpasset emissioner. Analysen peger på, at AB-systemet og almindelige obligationsretlige principper ikke giver effektive værktøjer til at sikre opfyldelse eller genoprette klimaskader, der per definition ikke kan rulles tilbage.
Den centrale udfordring er spændet mellem økonomisk risikostyring i entrepriseretten og de overordnede klimahensyn, som emissionsklausuler skal varetage. Når konsekvensen af en mangel er øget udledning, hjælper hverken naturalopfyldelse eller pengekrav med at fjerne de allerede udledte emissioner.
Naturalopfyldelse og offergrænsen
Afhjælpning er normalt bygherrens primære beføjelse, men dens rækkevidde indskrænkes af offergrænsen. Hvis afhjælpningens omkostninger står i misforhold til nytten, kan entreprenøren frigøres fra kravet om naturalopfyldelse. Vurderingen bliver særlig vanskelig, når den kontraktlige forpligtelse beskytter ikke-kapitaliserede klimaværdier.
Der er også en praktisk barriere: Afhjælpning kan i sig selv udløse nye emissioner gennem transport, materialeforbrug og drift af maskiner. Udskiftning af ikke-certificeret materiale kan således medføre en større klimabelastning end at bevare det eksisterende, hvilket skaber et misforhold mellem middel og mål.
Økonomiske beføjelser: afslag, erstatning og bod
Prisafslag og erstatning kan kompensere bygherren, men tabsopgørelse er vanskelig, når manglen knytter sig til manglende opfyldelse af klimastandarder uden klar markedsværdi. Risikoen er underkompensation, som hverken genopretter klimaskaden eller skaber tilstrækkelige incitamenter.
Dagbod kan derimod have en præventiv effekt, hvis bodsbestemmelserne er tydelige og målbare. Bod ændrer dog ikke ved den realiserede udledning og har derfor begrænset genoprettende effekt. Effektiv brug forudsætter præcise kravspecifikationer og kontrolmekanismer gennem hele byggeprocessen.
Kontraktuel retning og udviklingsbehov
Manglen på retspraksis om emissionskrav i bygge- og anlægssektoren skaber usikkerhed og tvinger parterne til at trække på generelle principper, som ikke er skræddersyet til klimamæssige mangler. Det svækker forudsigeligheden for både bygherrer og entreprenører.
En vej frem er at styrke kontraktgrundlaget og på sigt tilpasse standardvilkår i AB-systemet. Parterne kan allerede nu øge håndhævelsen ved at indarbejde målbarhed, dokumentation og incitamenter i kontrakten:
- Konkrete CO2-niveauer og KPI’er med løbende rapportering, fx via LCA og EPD’er.
- Klar konventionalbod for overskridelser, eventuelt milepælsbaseret og med bonus–malus.
- Ret til audit, tredjepartsverifikation og adgang til underleverandørdata.
- Klare afleverings- og mangelsprocedurer for klimakrav, herunder dokumentationsbetinget betaling.
Sigtet er ikke blot at sanktionere misligholdelse, men at forebygge den gennem gennemsigtighed og styrbare incitamenter. En bredere retlig udvikling bør understøtte dette med mere specifikke og bindende rammer, så entrepriseretten kan forene kommercielle hensyn med reelle klimaeffekter.
