Højesteret satte en klar grænse for kollusionsarrest: T1 burde have været løsladt, fordi der manglede konkrete holdepunkter for, at han på fri fod ville kunne påvirke forfølgningen. Den nye kendelse ændrer landsrettens afgørelse og skærper kravet om dokumenterede risici ved varetægtsfængsling efter retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3.
Kernen i Højesterets vurdering
Kollusionsrisiko kræver en konkret og aktuel begrundelse: Der skal være bestemte grunde til at antage, at den sigtede både vil og kan vanskeliggøre efterforskning eller bevisførelse, fx ved samstemning af forklaringer. Generelle formodninger rækker ikke, når efterforskningen i det væsentlige er afsluttet.
- Efterforskningen var i det væsentlige afsluttet
- To medsigtede havde modtaget tilståelsesdomme
- T4 var fortsat varetægtsfængslet og havde erkendt centrale forhold
- T1 havde ikke forsøgt at påvirke sagen under surrogat
Hvad betyder dette i praksis?
Forsvarere bør straks teste, om efterforskningen reelt er færdig, om medsigtede fortsat kan påvirkes, og om myndighederne har dokumenteret konkrete kontaktmuligheder eller påvirkningskanaler. Anklagemyndigheden skal tilsvarende præcisere hvem, hvad og hvordan påvirkning kan ske – og hvorfor mildere foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.
Sagens kontekst understreger pointen: Efter anholdelserne og grundlovsforhøret i juni 2024 afsagde byretten kollusionsarrest for fire sigtede i en større sag om Tramadol. To modtog senere tilståelsesdomme, den tredje var fortsat frihedsberøvet, og politiet havde gennemført længerevarende overvågning, video, aflytning og hemmelige ransagninger.
Højesteret lagde også vægt på, at T1 ikke havde forsøgt at påvirke sagen under surrogatfængsling. Dermed manglede bro mellem hypotetisk risiko og dokumenterbar mulighed. Resultatet: ingen bestemte grunde, og derfor intet grundlag for fortsat varetægtsfængsling på kollusionsfare.
Læs kendelsen her: Læs Højesterets afgørelse i sag 24/2005. Spørgsmålet fremover er, om domstolene i flere sager vil kræve mere præcis dokumentation for påvirkningsveje, før kollusionsarrest kan opretholdes – og om alternative tiltag bør prioriteres.
