Forældelse af vagternes krav
Byretten frifandt et universitet i en sag, hvor tre sikkerhedsvagter krævede erstatning svarende til løndifference under en arbejdsklausul i en offentlig kontrakt. Retten lagde til grund, at kravet var forældet efter forældelseslovens udgangspunkt om treårig forældelse, fordi der ikke var tale om et egentligt lønkrav rejst mod arbejdsgiveren, men et erstatningskrav mod en offentlig myndighed. Den femårige forældelsesfrist for lønkrav fandt derfor ikke anvendelse.
Retten afviste også, at forældelsen var suspenderet. Vagterne gjorde gældende, at de først fik det fornødne kendskab til deres krav, da vagtselskabet i august 2020 efterbetalte løn til medarbejdere. Byretten fandt imidlertid, at vagterne løbende kunne kontrollere deres lønudbetalinger i perioden, og at eventuelle krav derfor forældedes successivt fra de enkelte lønperioder. Da sagen først blev anlagt i juli 2023, var hele kravet forældet.
Sagens baggrund og påstande
Sagen udsprang af en kontrakt mellem et universitet og et vagtselskab om campusvagter i perioden 1. juni 2018 til 31. maj 2020. Kontrakten indeholdt en arbejdsklausul, der fastsatte bestemte løn- og ansættelsesvilkår for de medarbejdere, der udførte opgaverne. Efter uenighed om klausulens rækkevidde betalte vagtselskabet i august 2020 over 700.000 kr. i ekstra løn, hvorefter universitetet anså klausulen for opfyldt.
Tre vagter mente, at klausulen indebar ret til aflønning efter en bestemt overenskomst, og at universitetet som ordregiver skulle kompensere dem for differencen. Universitetet afviste kravet og gjorde under retssagen gældende, at kravet var forældet. Vagterne – bistået af FH og VLS – anførte, at der var tale om et lønkrav med femårig forældelse, og at forældelsen under alle omstændigheder var suspenderet, indtil de fik tilstrækkeligt kendskab til kravets eksistens.
Praktiske implikationer for ordregivere og ansatte
Dommen indikerer, at femårig forældelse for lønkrav ikke uden videre udstrækkes til erstatningskrav rejst mod andre end arbejdsgiveren. Offentlige ordregivere kan således have et stærkt forældelsesværn over for direkte krav fra leverandørers medarbejdere, når kravets karakter er erstatning og ikke løn.
Retten nåede ikke at tage stilling til det principielle spørgsmål, om en arbejdsklausul kan danne grundlag for et direkte erstatningsansvar for ordregiveren. Alligevel giver dommen praktisk retning: Myndigheder bør formulere arbejdsklausuler klart, følge op på leverandørers efterlevelse og dokumentere håndhævelsen. Leverandørers medarbejdere og deres organisationer bør omvendt agere hurtigt, hvis de vil forfølge løndifferencer eller erstatningskrav, da forældelsen løber fra de enkelte lønperioder, når forholdet kan konstateres.
For kontraktparter understreger afgørelsen betydningen af tydelig aftalefortolkning og afklaring af, hvem der bærer ansvaret for eventuelle lønkrav i leverandørkæden. Hvor der rejses krav mod en offentlig myndighed uden ansættelsesforhold, vil vurderingen ofte være erstatningsretlig, og standardreglen om treårig forældelse vil typisk gælde, medmindre særlige omstændigheder tilsiger suspension.
