Pligt til medarbejderscreening efter hvidvaskloven
Advokatvirksomheder, der udfører opgaver omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 13, skal forebygge misbrug af stillinger til hvidvask og terrorfinansiering. Det indebærer en risikobaseret vurdering af, hvilke funktioner der kræver screening, og at tiltaget er proportionalt med opgaver og ansvar.
Screening vil typisk være relevant for medarbejdere, der gennemfører kundekendskabsprocedurer, arbejder med sager omfattet af hvidvaskloven, indgår i compliancefunktionen, har adgang til at foretage transaktioner eller er placeret i økonomiafdelingen. Vurderingerne skal kunne dokumenteres og fremvises ved tilsyn.
Hvem og hvornår
Før ansættelse i relevante stillinger skal virksomheden sikre, at kandidaten ikke er dømt for et forhold, som skaber nærliggende risiko for misbrug af stillingen. Derudover skal virksomheden løbende kunne blive bekendt med nye relevante domme under ansættelsen på et risikobaseret grundlag.
Opfølgning kan ske ved faste intervaller eller stikprøver, fx ved at anmode om ny straffeattest og/eller indarbejde en oplysningspligt i ansættelseskontrakten. Ved jobskifte internt eller væsentligt ændrede arbejdsopgaver skal behovet for screening vurderes på ny.
Interesseret i forvaltningsret? Deltag i Forvaltningskonferencen 2026
Læs mere her →Metode, databeskyttelse og dokumentation
Screening består af to elementer: for det første kontrol af, at medarbejderen ikke er dømt for relevante strafbare forhold (typisk via digital straffeattest fra politiet), og for det andet sikring af tilstrækkelige kompetencer på hvidvaskområdet, eventuelt gennem målrettet uddannelse efter tiltrædelse.
Der skal foretages en relevansvurdering af oplysningerne: domme for økonomisk kriminalitet vil som udgangspunkt øge risikoen, mens for eksempel færdselsforseelser normalt ikke gør. Virksomheden bør føre log over gennemførte screeninger med oplysninger om hvem, hvornår, type af screening og konklusion. Kopi af straffeattester bør ikke opbevares af hensyn til databeskyttelse. Fremgangsmåden og dokumentationsprincipperne skal fremgå af virksomhedens forretningsgange på hvidvaskområdet i overensstemmelse med § 8.