Hovedpunkter fra dommen
Højesteret fastslog, at et smæld i ryggen under arbejde i oktober 2009 ikke opfyldte arbejdsskadesikringslovens krav, fordi hændelsen ikke medførte varige følger. Vurderingen lagde vægt på Retslægerådets udtalelse om manglende sandsynlighed for en langvarig følge tilskrevet hændelsen. Konsekvensen blev, at Ankestyrelsens anerkendelse af arbejdsskade og de efterfølgende afgørelser om erhvervsevnetab var uden hjemmel.
De uhjemlede afgørelser er som udgangspunkt ugyldige, og myndighederne har pligt til at omgøre dem. Højesteret præciserede, at denne pligt kun kan fraviges ved særlige omstændigheder, eksempelvis hvor en borger i god tro har indrettet sig i berettiget tillid, og omgørelse vil være uforholdsmæssigt indgribende. Passivitet i sig selv udgør ikke en sådan særlig omstændighed. Det følger ikke nødvendigvis af ugyldigheden, at udbetalt godtgørelse eller erstatning skal tilbagebetales.
Forvaltningsretlige principper og betydning
Dommen markerer, at myndigheders anerkendelse af arbejdsskade skal være båret af medicinsk dokumentation og lovhjemmel. Hvor dette savnes, skal afgørelser annulleres, uanset om der er gået tid, medmindre ganske særlige hensyn taler imod. If Skadeforsikring fik derfor medhold, mens landsrettens resultat blev tilsidesat.
Højesteret afviste, at retsfortabende passivitet kunne afskære prøvelse af den tidligere anerkendelse. Synspunktet ligger i forlængelse af Højesterets praksis om passivitet i forvaltningsretten. Se Højesterets dom og sagsoplysninger på Domstolene og i Domsdatabasen for nærmere detaljer: Højesterets dom i BS-58675/2024-HJR. Landsrettens afgørelse i Domsdatabasen. Der henvises tillige til Højesterets principielle dom om passivitet: Retsfortabende passivitet.
