Vestre Landsret har fastslået, at en el-ladestander opsat af lejere i en almen bolig ikke udgør en sædvanlig installation efter almenlejeloven § 35. Lejerne blev derfor pålagt at fjerne installationen, som var etableret uden udlejers samtykke og i strid med husordensreglerne.
Landsrettens afgørelse
Sagen havde forløb via beboerklagenævn og boligret, før den blev indbragt for landsretten. Det centrale spørgsmål var, om lejeren havde ret til at opsætte ladestanderen som en sædvanlig installation. Retten lagde vægt på bestemmelsens ordlyd og forarbejder, hvor sædvanlige installationer typisk beskrives som almindelige husholdningsapparater og adgang til telefoni og internet.
Landsretten fandt, at en el-ladestander falder uden for denne kategori. Den stigende udbredelse af elbiler kunne ikke føre til et andet resultat på installationstidspunktet. Da installationen ikke ansås som sædvanlig, blev spørgsmålet om afdelingens elektriske kapacitet ikke prøvet.
Retlig ramme og praktiske konsekvenser
Almenlejeloven § 35 – i overensstemmelse med lejeloven § 142, stk. 1 – giver lejeren ret til at etablere sædvanlige installationer, medmindre udlejer kan dokumentere utilstrækkelig el- eller afløbskapacitet. Først når en installation kvalificeres som sædvanlig, bliver kapacitetsvurderingen relevant.
Afgørelsen tydeliggør, at individuelle ladestandere i dag som udgangspunkt kræver aftale med udlejer og skal respektere husordenen. Spørgsmålet om råderet blev ikke realitetsbehandlet, formentlig fordi opsætningen ikke var godkendt via afdelingsmøde eller optaget i råderetskataloget. Udlejere bør sikre klare interne regler og eventuelt etablere fælles ladeløsninger, mens lejere bør indhente forhåndsgodkendelse. En dynamisk fortolkning kan på sigt ændre vurderingen, i takt med at elbiler bliver endnu mere udbredte.
