Højesteret har afsagt en principiel dom om arbejdsgiverens erstatningsansvar ved psykiske arbejdsskader. Dommen fastslår, at en anerkendt arbejdsskade ikke i sig selv udløser ansvar efter erstatningsansvarsloven. Ansvar beror fortsat på en konkret culpavurdering, hvor arbejdsmiljølovens forsvarlighedskrav fungerer som central målestok.
Culpa-standard og arbejdsmiljølovens forsvarlighedskrav
Den almindelige culpa-standard gælder også ved psykiske skader. Arbejdsgiveransvaret er ikke objektivt, og sygdom hos en medarbejder – eller en efterfølgende anerkendelse som arbejdsskade – medfører ikke automatisk erstatningspligt. Afgørende er, om arbejdsgiveren har udvist den adfærd, som med rimelighed kan kræves i situationen.
Arbejdsmiljøloven indgår som normativ ramme for, hvad der kan kræves. Kravet om, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, får dermed betydning i den civilretlige ansvarsvurdering. Der skal sondres mellem iboende risici ved arbejdets karakter og risici, som kunne elimineres eller reduceres gennem forsvarlig arbejdstilrettelæggelse.
Psykiske arbejdsskader og identisk ansvarsnorm
Højesteret præciserer, at ansvarsnormen er den samme for fysiske og psykiske skader. Selvom psykiske skader ofte udvikler sig over tid og kan være vanskelige at afgrænse, overføres de klassiske momenter fra fysiske skader til den psykiske kontekst.
I vurderingen kan følgende momenter indgå som pejlemærker for culpa uden at udgøre en udtømmende liste:
- arbejdets almindelige farlighed, herunder vold, trusler, høje følelsesmæssige krav, konflikter og krænkende handlinger
- arbejdets skadeevne i relation til psykisk belastning
- muligheden for at undgå eller begrænse psykisk skade
- arbejdsgiverens forebyggende tiltag, både generelt og over for den enkelte medarbejder
Dokumentation, forebyggelse og praktiske konsekvenser
Dommen understreger betydningen af en systematisk og dokumenteret indsats for det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdsgivere bør kunne redegøre for identificerede risici, valgte foranstaltninger, instruktion og oplæring, samt hvordan der følges op i praksis. Dokumentation for APV-arbejde, bemandings- og beredskabsovervejelser samt registrering og læring af hændelser styrker arbejdsgiverens position i en efterfølgende tvist.
Individuelle sårbarheder kan få betydning, hvis arbejdsgiveren kendte eller burde kende til dem og undlod at iværksætte rimelige tiltag. Omvendt medfører kendte belastninger i sig selv ikke ansvar, hvis arbejdsgiveren har gjort, hvad der med rimelighed kan kræves for at sikre forsvarlige arbejdsforhold. Samlet bekræfter dommen, at robust forebyggelse og gennemsigtig dokumentation er nøglen til at håndtere ansvarrisikoen ved psykiske arbejdsskader.
