Retsfortabende passivitet og forældelse
Landsretten har afvist, at flypassagerers erstatningskrav bortfalder alene på grund af passivitet, når kravet fortsat er inden for forældelseslovens treårige frist. I en sag om betydelig forsinkelse nægtede selskabet at behandle kravet, fordi det ikke var indsendt via en webformular. Retten lagde vægt på, at kravet var fremsat rettidigt og efterfølgende forfulgt ved sagsanlæg, og at der ikke forelå supplerende momenter, som kunne gøre passiviteten retsfortabende.
Afgørelsen understreger, at forældelsesreglerne er det primære værn mod gamle krav, og at procesmæssige præferencer hos luftfartsselskaber ikke i sig selv kan begrænse passagerers rettigheder efter forordning 261/2004.
Varsling via rejseagent og e-mail
I en anden sag om aflyste afgange under pandemien fandt landsretten, at luftfartsselskabet havde varslet rettidigt ved at sende meddelelsen til de e-mailadresser, der var angivet ved booking gennem en rejseagent. At agenten først videresendte meddelelsen senere, ændrede ikke på, at fristen på to uger var overholdt.
Dommen tydeliggør, at passagerer, der benytter mellemmand, må acceptere den aftalte kommunikationskanal, så længe den er sædvanlig og dokumenterbar, og at varslingspligten vurderes i forhold til den oprindelige afsendelse.
Usædvanlige omstændigheder under pandemien
Landsretten fastslog i en sag om aflysning mellem København og London, at myndigheders rejserestriktioner under pandemien udgjorde usædvanlige omstændigheder efter artikel 5, stk. 3. De gældende begrænsninger gjorde den konkrete flyvning urealiserbar.
Konsekvensen var, at standardkompensation ikke skulle udbetales, forudsat at selskabet havde truffet rimelige afværgeforanstaltninger. Afgørelsen ligger på linje med nyere praksis, hvor myndighedspåbud og vidtgående indgreb kan fritage for kompensationspligt.
