Omplaceringspligt

EU-Domstolen fastslår, at opsigelser efter afslag på forflyttelse skal tælles med efter direktivet om kollektive afskedigelser, når årsagen er arbejdsgiverens forhold. Konsultationspligten udløses allerede ved beslutninger, der forventes at føre til afslag og efterfølgende afskedigelser.

Faglig voldgift godkender opsigelsen af en kommunal tillidsrepræsentant under besparelser. Opmanden fandt tvingende driftsmæssige hensyn og en saglig udvælgelse, mens omplaceringspligten kun rakte til ligeartet arbejde. Kendelsen skærper fokus på dokumentation.

En opmand godkendte, at en region afskedigede en tillidsrepræsentant som led i besparelser. Den grundige kompetencevurdering, hensynet til patientbehandling og en forsvarlig afgrænsning af udvælgelsespuljen opfyldte kravet om tvingende årsager i et højtspecialiseret hospitalsmiljø.

En fagforenings lokalafdeling fik underkendt en opsigelse som usaglig, fordi arbejdsmangel ikke var dokumenteret, samtidig med at en ny medarbejder blev ansat. Manglende konkret begrundelse og fravær af omplaceringsvurdering udløste godtgørelse efter funktionærreglerne.

Højesteret skærper kravene til arbejdsgiveres omplaceringspligt over for medarbejdere med handicap. Henvisning til en jobportal er ikke nok; arbejdsgiver skal aktivt kortlægge ledige stillinger i hele organisationen og dokumentere, at omplacering ikke er mulig uden uforholdsmæssig byrde.

Ligebehandlingsnævnet afviste, at en medarbejders posttraumatiske hovedpine udgjorde et handicap, fordi funktionsbegrænsningen kun havde varet få måneder og prognosen var usikker. Opsigelsen kunne derfor ske af driftsmæssige grunde, uden godtgørelse for handicapdiskrimination.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at en SOSU-assistents afskedigelse under sygefravær ikke stred mod forskelsbehandlingsloven, fordi de helbredsmæssige begrænsninger ikke var dokumenteret som langvarige. Vurderingen byggede på en mulighedserklæring med kortere prognose og fravær af nye lægelige oplysninger.

Ligebehandlingsnævnet godkendte en opsigelse af en børnehaveklasseleder med kognitive og synsmæssige følger efter sygdom. Nævnet lagde vægt på usikker prognose, uvis varighed af tilpasninger og manglende mulighed for at varetage stillingens væsentlige funktioner.

Et afskedigelsesnævn godkendte en kommunes besparelsesopsigelse, selv om kommunen burde have udvist større tilbageholdenhed med at ansætte under nært forestående nedskæringer. Skønnet om manglende egnethed til omplacering blev respekteret og bar afgørelsen.

Ligebehandlingsnævnet godkendte afskedigelse af en fleksjobansat med handicap, fordi opgaverne bortfaldt ved reorganisering, og der ikke var en passende, ledig stilling at omplacere til. En senere deltidsstilling i vaskehal ændrede ikke vurderingen.

Højesteret fastslår, at arbejdsgivere skal undersøge og dokumentere mulighed for omplacering af medarbejdere med handicap til ledige stillinger – også i andre enheder – før opsigelse. Pligten følger forskelsbehandlingsloven § 2a og gælder, medmindre omplaceringen udgør en urimelig byrde.