EU-Domstolen har delvist ophævet mindstelønsdirektivet ved at annullere dele af artikel 5, mens resten af direktivet opretholdes. Dommen præciserer grænsen for EU’s kompetence på det sociale område og slår fast, at EU ikke må foretage direkte indgreb i lønfastsættelsen, men kan fastsætte rammer og procedurer, som ikke griber direkte ind i lønniveauet.
Kompetencegrænsen i TEUF art. 153 stk. 5 og dommens rækkevidde
Domstolen fastslår, at undtagelsen i TEUF art. 153, stk. 5, vedrørende lønforhold og organisationsret alene omfatter direkte indgreb. Tiltag med blot indirekte tilknytning kan derfor have hjemmel, hvis de ikke regulerer lønnen som sådan. Samtidig afvises, at direktivet griber direkte ind i organisationsretten, da det ikke regulerer organisationers oprettelse, virke eller administration.
Generaladvokaten havde anbefalet fuld annullation, men Domstolen valgte en snævrere løsning. Hovedstrukturen i direktivet – herunder forpligtelser om at styrke kollektive forhandlinger, gennemsigtighed og tilsyn – består, så længe de ikke harmoniserer selve løndannelsen.
Annullerede kriterier i artikel 5 om lovbestemt mindsteløn
Domstolen ophæver artikel 5, stk. 2, samt henvisningen hertil i stk. 1, fordi de opstillede obligatoriske minimumskriterier for nationale procedurer i praksis harmoniserede elementer, der påvirker lønniveauet. Det udgør et direkte indgreb i lønfastsættelsen og falder uden for EU’s kompetence.
Artikel 5, stk. 3, annulleres ligeledes, idet bestemmelsen betingede brugen af automatiske indekseringsmekanismer af, at mindstelønnen ikke reduceres. Også dette blev anset som et direkte indgreb i fastsættelsen af løn, og derfor ugyldigt. De øvrige bestemmelser i direktivet består uændret.
Betydning for Danmark og den kollektive overenskomstmodel
For Danmark er virkningen begrænset. Løn fastsættes primært gennem kollektive overenskomster, og de processuelle krav om at sikre mindstelønners tilstrækkelighed finder i praksis ikke anvendelse. Danmark skal dog fortsat efterleve de horisontale bestemmelser, herunder rapportering til EU-Kommissionen om udvalgte lønforhold.
Dommen er principielt betydningsfuld: Den sætter en klar ydre grænse for EU-lovgivers indgriben i løndannelse, men bekræfter samtidigt, at EU kan understøtte kollektive forhandlinger og forbedre rammerne for arbejdsvilkår uden at regulere lønnen direkte. Den danske model udfordres ikke af afgørelsen, men skal fortsat kunne dokumentere efterlevelse af direktivets generelle krav.
