EU-Domstolen har stadfæstet mindstelønsdirektivet med undtagelse af to bestemmelser om bindende kriterier og automatisk indeksering af lovbestemte mindstelønninger. Dermed afvises et fuldt ugyldiggørelseskrav, men direktivet begrænses dér, hvor det ville gribe direkte ind i national løndannelse.
Retslige hovedpunkter
Generaladvokaten anbefalede fuld annullation under henvisning til, at EU ikke må regulere lønfastsættelse. Domstolen fulgte ikke denne linje. Den fandt alene, at artikel 5, stk. 2 og stk. 3 gik for vidt, fordi bindende kriterier og automatisk indeksering indskrænkede medlemsstaternes reelle valgfrihed i strid med traktatens kompetenceregler.
Domstolen fremhæver, at direktivet – bortset fra de annullerede dele – opstiller procedureregler og indsatsforpligtelser, ikke resultatforpligtelser. Medlemsstaterne pålægges ikke at indføre en lovbestemt mindsteløn, og arbejdsmarkedets parters autonomi begrænses ikke. Kompetencebalancen respekteres således, forudsat at EU-reglerne ikke fastlåser nationale kriterier for løndannelse.
Konsekvenser for Danmark
For Danmark, hvor løn fastsættes gennem kollektive overenskomster, har dommen ingen umiddelbar materiel effekt. De annullerede bestemmelser vedrørte kun lande med lovfastsat mindsteløn. Den danske model påvirkes ikke direkte, og der indføres ingen pligt til at lovgive om mindsteløn.
Direktivet består i øvrigt og skal implementeres. Det indebærer proceskrav, som kræver juridisk gennemgang af nationale procedurer og dialog med arbejdsmarkedets parter, men uden at ændre selve lønfastsættelsens kompetenceplacering. Fremadrettet bør danske aktører fokusere på korrekt efterlevelse af indsatsforpligtelserne og på at dokumentere, at overenskomstbaserede mekanismer sikrer tilstrækkelig løndannelse.
