EU-Domstolen har fastslået, at et alderskriterium i et stillingsopslag for en personlig handicaphjælper kan være lovligt, hvis det følger af national sociallovgivning og er nødvendigt for at beskytte den handicappedes rettigheder. Sagen udsprang af et tysk stillingsopslag for en universitetsstuderende med handicap, som ønskede hjælpere i alderen 18–30 år. En ansøger uden for aldersintervallet fik afslag og gjorde direkte aldersdiskrimination gældende.
Retsgrundlag og forelæggelse
Efter beskæftigelsesdirektivet er forskelsbehandling på grund af alder som udgangspunkt forbudt. Den tyske domstol forelagde EU-Domstolen spørgsmål om, hvorvidt et alderskrav i ansættelsen af personlig assistance kan være foreneligt med direktivet, når kravet udspringer af en pligt i national sociallovgivning til at imødekomme modtagerens rimelige ønsker.
EU-Domstolen bekræftede, at der forelå direkte forskelsbehandling, men undersøgte, om undtagelsesbestemmelserne i direktivet fandt anvendelse. Nøglespørgsmålet var, om alderskravet var fastsat ved lov og nødvendigt for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Domstolens begrundelse
Domstolen lagde til grund, at den tyske sociallovgivning forpligter udbydere af personlig assistance til at respektere ydelsesmodtagerens individuelle og rimelige ønsker, herunder om hjælperens alder. Kravet var derfor en foranstaltning fastsat ved lov.
Næste skridt var proportionalitetsprøvelsen. Domstolen fandt, at formålet med alderskravet var at sikre den handicappedes selvbestemmelse og deltagelse i uddannelses- og socialt liv, i overensstemmelse med EU‑chartrets og FN’s handicapkonventions beskyttelse. Et snævert aldersspænd kunne anses som egnet og nødvendigt, fordi det understøttede en tæt integration af hjælperen i den studerendes personlige og akademiske miljø. Den endelige vurdering af faktum blev overladt til den nationale domstol.
Dansk perspektiv og praksis
I dansk ret implementerer forskelsbehandlingsloven forbuddet mod aldersdiskrimination, men loven rummer ikke en tilsvarende undtagelse, der direkte tillader alderskriterier af hensyn til modtagerens selvbestemmelse. I situationer, hvor alder ønskes vægtet ved ansættelse af en handicaphjælper, vil der derfor typisk skulle søges ministeriel dispensation.
Praktisk bør udbydere og arbejdsgivere dokumentere hjemmel, formål og proportionalitet, hvis særlige kriterier overvejes: Der skal være en klar lovbestemt forpligtelse, et legitimt beskyttelseshensyn og en konkret begrundelse for, at mindre indgribende midler ikke kan opfylde behovet. Stillingsopslag bør udformes restriktivt, og anvendelsen af alderskriterier bør løbende revurderes i lyset af opgaverne og arbejdspladsens faktiske forhold.
