Kendelsens kerne
En faglig voldgiftsopmand har pålagt en professionel håndboldklub at dække en spillers skatteefterbetalingskrav. Spørgsmålet var, om arbejdsgiveren bar risikoen for, at spilleren ikke kunne beskattes efter forskerskatteordningen i en forlænget kontraktperiode med reduceret løn.
Udgangspunktet er, at medarbejderen selv hæfter for skattemæssige konsekvenser af sin løn. I den konkrete sag fandt opmanden imidlertid, at klubben gennem sine udtalelser og beregninger havde gjort skattemodellen til en afgørende forudsætning for aftaleindgåelsen og derfor måtte bære den økonomiske risiko. Det er en undtagelse fra princippet om skattemæssig autonomi, som kan indtræde, når arbejdsgiveren giver klare tilsagn eller undlader at korrigere misvisende forudsætninger.
Grundlaget for ansvar
Under forhandlingerne oplyste klubbens repræsentant, at lønnedgangen fortsat ville opfylde forskerskatteordningens mindstelønskrav, blandt andet fordi værdien af stillet bolig kunne medregnes. Klubben henviste til dialog med en skatterevisor og udleverede nettolønsberegninger baseret på ordningen. Forudsætningen om at kunne anvende ordningen blev aktivt brugt som salgspunkt i forhandlingen.
Efter kontraktperioden afgjorde Skattestyrelsen, at betingelserne ikke var opfyldt, og spilleren skulle beskattes efter de almindelige regler med betydelig efterbetaling til følge. Opmanden vurderede, at oplysningerne fra klubben havde væsentlig betydning for spillerens accept af en lavere løn og dermed for aftalens tilblivelse.
Opmanden lagde vægt på forudsætningslæren og culpa in contrahendo: Når en afgørende forudsætning, som modparten har medvirket til at skabe tillid til, viser sig uholdbar, kan den part, der skabte forventningen, blive økonomisk ansvarlig. At aftalen indeholdt en generel klausul om, at skatteforhold var arbejdsgiveren uvedkommende, ændrede ikke resultatet, fordi klausulen ikke konkret tog højde for de klare tilkendegivelser om ordningens anvendelse.
Dermed blev den sædvanlige hovedregel fraveget, og klubben blev pålagt at betale efterbetalingskravet. Kendelsen viser, at risikoplaceringen kan forskydes, når arbejdsgiveren aktivt bruger skattemæssige forudsætninger som argument i forhandlingen og formidler beregninger, som medarbejderen rimeligt kan stole på. Det gælder særligt ved henvisning til mindstelønskravet og opgørelsen af, om naturalier kan tælle med.
Praktiske implikationer
Afgørelsen giver håndfaste anvisninger for arbejdsgivere, der forhandler nettoløn eller henviser til særlige skatteordninger. Hvis skattebehandlingen er afgørende for aftalen, kan mundtlige eller skriftlige udsagn udløse ansvar, selv om kontrakten indeholder generelle ansvarsfraskrivelser.
Medarbejdere kan fortsat som udgangspunkt ikke kræve kompensation for skattemæssige ændringer. Men hvor arbejdsgiveren har afgivet konkrete og autoritative oplysninger om et skattevilkår, og dette indgår som forudsætning for at acceptere løn- eller vilkårsændringer, kan ansvaret glide over på arbejdsgiveren.
For at reducere risikoen bør arbejdsgivere strukturere skattehenvisninger og nettolønsforventninger klart og dokumenteret. Følgende tiltag kan overvejes:
- Undgå at give bindende udtalelser om skatteordninger; henvis i stedet til medarbejderens egen rådgivning.
- Indarbejd udtrykkelige forbehold og alloker risikoen for skat i aftalen, hvis beregninger anvendes i forhandlingen.
- Sørg for kvalitetssikring af enhver kommunikation om mindstelønskrav, personalegoder og nettolønsberegninger.
Sagen illustrerer også betydningen af dokumentation: Hvor beregninger, mails og interne notater anvendes i forhandlingen, kan de få bevismæssig tyngde og tippe vurderingen af, om der er afgivet en garanti eller blot udtrykt en forventning.
Kendelsen understreger endelig, at almindelige klausuler om, at skatteforhold er arbejdsgiveren uvedkommende, ikke i sig selv skærmer mod ansvar, når arbejdsgiveren har skabt en berettiget forventning om en bestemt skattebehandling. Klar kontraktregulering og prudent rådgivning er derfor afgørende ved brug af forskerskatteordningen og tilsvarende særordninger, ikke mindst i professionelle sportsklubber, hvor nettoløn ofte er styrende.
