Johan Gustav Dein
Højesteret fastslog i to sager om besvimelser på arbejdspladsen, at personskaderne skulle anerkendes som arbejdsskader efter arbejdsskadesikringsloven, selv om selve arbejdet ikke udløste besvimelserne. Det var afgørende, at ulykkerne indtraf, mens medarbejderne udførte deres arbejde, og under de forhold arbejdet foregik. Højesteret stadfæstede derfor Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens anerkendelser og fandt det uden betydning, om skaderne kunne være blevet lige så alvorlige, hvis hændelserne var sket andre steder.
Centrale præmisser og betydning
Retten kvalificerede besvimelserne som pludselige hændelser og dermed ulykker i lovens forstand. Den nødvendige tilknytning til arbejdet var opfyldt, fordi medarbejderne var i funktion på henholdsvis hospital og kontor, da de faldt og pådrog sig hjernerystelse, brud og posttraumatisk hovedpine. Højesteret tilsidesatte ikke afgørelserne i sagerne BS-50589/2022-HJR og BS-51368/2022-HJR.
Praksis understreger, at årsagssammenhæng til den konkrete arbejdsopgave ikke er et krav for anerkendelse. Virksomheder og forsikringsselskaber bør derfor sikre hensigtsmæssige sikkerhedsforanstaltninger og tydelige procedurer for håndtering af pludselige ildebefindender. Tilsidesættelse af arbejdsmiljøpligter kan udløse selvstændigt erstatningsansvar.
