Vestre Landsret frifandt en kommune for et erstatningskrav rejst af en specialarbejder med lænderygsmerter. Begge instanser fandt, at arbejdsgiveren havde tilsidesat tilsyns- og instruktionspligten ved ikke konsekvent at sikre brugen af tekniske hjælpemidler ved tunge løft. Alligevel nåede landsretten – i modsætning til byretten – frem til, at arbejdet ikke var tilstrækkeligt bevist som årsag til skaden.
Beviskrav og årsagssammenhæng
Specialarbejderen havde udført fysisk belastende opgaver i årtier og fik i 2016 uspecifikke rygsmerter, senere anerkendt som arbejdsskade med varigt mén og erhvervsevnetab. Byretten lagde vægt på, at arbejdet som medvirkende faktor var nok til at statuere årsagssammenhæng og tilkendte erstatning.
Landsretten lagde derimod afgørende vægt på Retslægerådets udtalelser. Rådet kunne ikke fastlægge de enkelte faktorers andel, og anførte, at degenerative forandringer i lænden i sig selv kunne forklare smerterne, samt at sammenhængen mellem den konkrete arbejdsfunktion og degenereringen var ringe. På den baggrund fandt landsretten, at beviset for den nødvendige årsagssammenhæng mellem arbejdsgiverens forsømmelser og skaden ikke var løftet, og kommunen blev frifundet.
Afgørelsen illustrerer forskellen mellem anerkendelse som arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsreglerne og erstatningsansvar efter culpareglerne. En anerkendt arbejdsskade medfører ikke automatisk erstatningsansvar; der kræves fortsat bevis for, at arbejdsgiverens forsømmelser har forårsaget skaden.
Praktiske læringspunkter
Selv om arbejdsgiveren slap for erstatningsansvar, understreger dommen, at arbejdsgivers pligter er skærpede ved tunge løft. Tekniske hjælpemidler skal ikke blot være til rådighed, men også anvendes i praksis. Kendskab til afvigelser uden konsekvent påtale kan føre til ansvarspådragende adfærd.
For at reducere risikoen for tvister og styrke bevispositionen bør arbejdsgivere systematisk dokumentere arbejdets tilrettelæggelse og efterlevelsen af instruktioner, herunder uddannelse, kontrolbesøg og håndhævelse af regler. I sager med konkurrerende årsager får sagkyndige vurderinger ofte afgørende vægt, og fravær af klar medicinsk kausalitet kan tippe sagen til arbejdsgivers fordel, selv ved konstaterede ledelsesfejl.
Praktisk kan virksomheder med høj løftebelastning med fordel etablere faste procedurer for risikovurdering, opfølgning og håndhævelse, så brugen af hjælpemidler bliver en integreret del af driften:
- Systematiske APV’er og specifikke løftevurderinger med dokumenteret opfølgning.
- Obligatorisk træning i forflytning og brug af hjælpemidler med løbende refresher-kurser.
- Operativ kontrol og sanktioner ved manglende efterlevelse af instruktioner.
- Løbende dialog med arbejdsmiljøorganisationen om ergonomi og forebyggelse.
