Højesteret har fastslået, at lejers installationsret ikke omfatter opsætning af el-ladestander på bygningens yderside. Sagen angik to lejere i en almen bolig, der uden tilladelse monterede en ladeboks på endegavlen. Efter at Beboerklagenævnet havde givet lejerne medhold, fandt boligretten og landsretten, at opsætningen ikke var omfattet af installationsretten. Højesteret stadfæstede med den begrundelse, at installationsretten alene vedrører indvendige installationer i det lejede efter ordlyd, forarbejder og tilblivelseshistorie.
Højesterets præmisser
Retten lagde vægt på, at almenlejeloven § 35 og den parallelle bestemmelse i lejeloven § 142 giver lejer ret til at etablere sædvanlige installationer inde i lejemålet. Dermed er udvendige tiltag, som griber ind i bygningens facade, uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Højesteret tog ikke stilling til, om en el-ladestander i sig selv kan anses for en sædvanlig installation, da spørgsmålet var uden betydning, når placeringen var udvendig.
Dommen præciserer afgrænsningen mellem indvendige og udvendige arbejder i lejeretten og understreger betydningen af lovens systematik: Indvendige forbedringer kan lejeren som udgangspunkt kræve gennemført efter reglerne, mens udvendige ændringer kræver udlejers forudgående samtykke.
Konsekvenser for udlejere og lejere
Lejere kan ikke påberåbe sig almenlejeloven § 35 eller lejeloven § 142 som hjemmel til at opsætte ladestandere udvendigt. Opsættes sådanne installationer uden samtykke, kan udlejer påbyde fjernelse og reetablering af murværket. For almene boligorganisationer bør håndteringen ske via klare retningslinjer, råderetsregler og tilladelsesprocedurer.
Der er politiske initiativer om lovændringer, som kan give udvidede rettigheder til etablering af ladepunkter ved boliger. Indtil eventuel ny lovgivning vedtages, beror opsætning af udvendige ladestandere på aftale med udlejer og lokal praksis, herunder dokumentation, el-sikkerhed og ansvar for reetablering.
